Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget.
Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer finansministeren til at fremsætte forslag til de fornødne lovændringer med henblik på:
1. at der indrømmes personer, hvis A-indkomst overstiger deres B-indkomst, et nedslag i deres pålignede skat på 40 pct. af deres netto-renteindtægt, idet dog højst 3.000 kr. af denne tages i betragtning ved beregningen af nedslaget.
2. at begrænsningen af adgangen til skattefri henlæggelse til investeringsfond til 20 pct. af årets overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, jfr. § 4 i lov om investeringsfonds, og betingelsen om, at henlæggelsen skal være anvendt inden for 12 år, jfr. samme lovs § 6, stk. 2, ændres til henholdsvis 25 pct. og 15 år.
3. at begrænsningen af adgangen til indskud på etableringskonto til 20 pet. af indskyderens nettolønindtægt, jfr. § 3 i lov om indskud på etableringskonto, og betingelsen om, at indskud skal være anvendt inden for 10 år, jfr. samme lovs § 8, ændres til henholdsvis 25 pct. og 12 år.
4. at skattemæssigt overskud ved bolig i eget hus anses for renteindtægt ved beregning af netto-renteindtægt i henhold til nr. 1.
5. at adgangen for skatterådene til bevillingsmæssig nedsættelse af den skattepligtige indkomst for en skatteyder, der første gang har overtaget eller etableret en selvstændig erhvervsvirksomhed, jfr. ligningslovens § 27, ændres til en ret for den pågældende skatteyder, når lovens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt."
Forslagsstillerne begrundede ved fremsættelsen forslaget med, at udviklingen i den private opsparing havde givet anledning til bekymring, hvorfor der tiltrængtes foranstaltninger til styrkelse af opsparingslysten. De forskellige led i forslaget måtte ses på baggrund af de muligheder for at udligne svingende indkomster, som de erhvervsdrivende havde gennem de skattemæssige afskrivninger.
Ved forslagets 1. behandling anbefaledes det af Hans Kjær (KF), der dog udtrykte skepsis med hensyn til de administrative konsekvenser. Derimod vendte såvel finansministeren som de øvrige ordførere sig imod forslaget, som de ikke fandt hensigtsmæssigt.
Efter 1. behandling henvistes forslaget til skatteudvalget, der ikke afgav betænkning over forslaget inden samlingens slutning.