Ordføreren for forespørgerne Poul Dalsager (S) bemærkede, at det i betragtning af den seneste tids udvikling i forhandlingerne om Danmarks optagelse i fællesmarkedet og på baggrund af, at Danmarks forhandlinger nu var afsluttet, var fundet ønskeligt, at folketinget fik lejlighed til at diskutere de optagelsesbetingelser og øvrige resultater, der af ministeren for markedsanliggender var opnået ved forhandling med ministerrådet for De europæiske Fællesskaber.
Ministeren for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anliggender henviste i sit svar til en til tingets medlemmer omdelt skriftlig redegørelse, hvori der i detaljer var redegjort for resultatet af de forhandlinger, som Danmark siden den 30. juni 1970 havde ført med De europæiske Fællesskaber om betingelserne for Danmarks indtræden.
Det sidste udestående spørgsmål, nemlig spørgsmålet om adgangen til medlemslandenes fisketerritorier, blev for Danmarks, Storbritanniens og Irlands vedkommende færdigdrøftet den 11.-12. december. Ministeren redegjorde nærmere herfor og for Norges stilling og trak i øvrigt en række hovedpunkter i forbindelse med Danmarks tiltræden op, ligesom han omtalte den nødvendige kommende lovgivning.
I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne — Stetter (KF), Nyboe Andersen (V), Hilmar Baunsgaard (RV) og Aksel Larsen (SF). Uden for ordførernes kreds havde følgende medlemmer ordet: Auken (S), Ritt Bjerregaard (S), Frode Jakobsen (S), Johan Nielsen (S), Henry Christensen (V), Per Federspiel (V), Poul Hartling (V), Westergaard Andersen (RV), Meta Ditzel (RV), Overgaard Nielsen (RV), Niels Helveg Petersen (RV), Skovmand (RV), Stinus (RV), Kurt Brauer (SF), Per Dich (SF), Morten Lange (SF), Maigaard (SF), Ruth Olsen (SF), Gert Petersen (SF) og Moses Olsen (Grønl.). Følgende ministre deltog i debatten: statsministeren, ministeren for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anliggender, udenrigsministeren, indenrigsministeren og ministeren for Grønland.
Under forhandlingerne stillede Poul Dalsager (S) på socialdemokratiets, det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres vegne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 1634):
„Idet folketinget bekræfter den vedtagne dagsorden af 11. maj 1967, hvorefter Danmark søger medlemskab i De europæiske Fællesskaber sammen med Storbritannien, og i forventning om, at også de øvrige skandinaviske lande får løst deres samarbejdsforhold med Fællesskaberne, tilslutter tinget sig det opnåede forhandlingsresultat og tilslutter sig, at regeringen underskriver tiltrædelsestraktaten.
Tinget går derefter over til næste punkt på dagsordenen."
Dagsordensforslaget vedtoges med 141 stemmer (S (57), KF, V og RV (23)) mod 32 (S (11), SF, Meta Ditzel, Overgaard Nielsen, Skovmand og Stinus (RV)); 2 medlemmer (Lone Nielsen (S) og Moses Olsen (Grønl.)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. 4 medlemmer (Ove Hansen, Erhard Jakobsen og Johan Nielsen (S) samt Djurhuus (Færøerne)) var fraværende.