L 14 Forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v.

(Kildeskat).

Samling: 1971-72
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatteudvalget.

Lovforslaget om ændring af kildeskatteloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 448 af 30. september 1971, går ud på, at indbetaling af kildeskat fra de indeholdelsespligtige til kildeskattedirektoratet skal foregå kvartalsvis i stedet for som nu hver måned.

Ændringen begrundedes af forslagsstillerne først og fremmest med de administrative lettelser, som det ville medføre.

Samtidig ville virksomhederne til en vis grad opnå kompensation. for det administrative arbejde i forbindelse med kildeskatteordningen gennem den renteindtægt og likviditetsforbedring, som lovforslagets gennemførelse ville medføre.

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget afvistes det af finansministeren, Hans Lund (S) og Lütken (SF) under henvisning dels til dets skadelige virkninger for pengepolitikken — det ville medføre et engangsprovenutab i de første måneder på 1.400 mill. kr. — dels til den risiko, det ville medføre for flere og større restancer.

Også Bernhard Baunsgaard (RV) var meget betænkelig over disse virkninger, og han ønskede en nærmere drøftelse af spørgsmålene.

Enggaard (V) var positivt indstillet over for forslaget, selv om han erkendte, at det rejste problemer, som nærmere måtte afklares.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til skatteudvalget, men udvalgets behandling af forslaget blev ikke tilendebragt inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Hans Lund (S), Hans Jørgen Lembourn (KF), Knud Enggaard (V), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)