L 194 Lov om ændring af retsplejeloven.

(Politisagsbehandling af visse straffelovsovertrædelser).

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 224 af 07-06-1972
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Ved loven undergives en række mindre alvorlige straffelovsovertrædelser, der efter de hidtidige regler påtales af statsadvokaten, politisagsbehandling.

Dette er sket ved en ændret affattelse af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 1 og 2, der herefter har følgende indhold:

„1) Sager angående lovovertrædelser, for hvilke loven ikke, bortset fra gentagelsestilfælde, hjemler anden straf end bøde eller hæfte, dog med undtagelse af de i straffelovens §§ 103, stk. 2, 148, 155, 1. pkt., 156, 157, 160, 267, stk. 1, 274, 296, stk. 2, og 304 nævnte lovovertrædelser.

2) Sager angående overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 126, stk. 1, 131, 138, 161-163, 172, stk. 2, jfr. § 171, 174, 197-199, 203, 229, stk. 4, 232, sidste led, 233, 265, 266, 276-284, jfr. § 287, 291, stk. 1 og 3, 293 og 298, nr. 3 og 4."

Herudover er foretaget en mindre ændring af retsplejelovens § 769, nr. 2.

Endelig er der i retsplejelovens § 812, stk. 2, som 3. pkt. indsat følgende bestemmelse:

„Justitsministeren kan fastsætte regler, hvorefter politimesteren kan henlægge visse sager, der hører under statsadvokatens virkekreds."

Loven træder i kraft den 1. juli 1972.

Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, bygger det i det væsentlige på en indstilling fra justitsministeriets strukturudvalg vedrørende politiet og tilsigter en forenklet sagsbehandling af en række mindre alvorlige straffelovsovertrædelser, der efter de hidtidige regler påtales af statsadvokaten. Dette opnås ved at gøre de pågældende sager til politisager.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af færdselsloven, se side 224. En gennemførelse af lovforslagene ville ifølge justitsministerens fremsættelse betyde en mærkbar begrænsning af sagsantallet i statsadvokaturerne.

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget fra partiernes ordførere. Inger Lise Petersen (SF) udtalte dog nogen betænkelighed ved den foreslåede overførsel af visse straffelovsovertrædelser fra statsadvokatsager til politisager. Hun nærede frygt for, at denne rationalisering kunne komme til at forringe borgernes tillid til domstolene.

Efter behandlingen i retsudvalget indstillede dette enstemmigt lovforslaget til vedtagelse uforandret.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), K. Thestrup (KF), Per Federspiel (V), Erik Nordqvist (RV) og Inger Lise Grandt (SF)