Lovforslaget gik ud på, at indkomstskatten for personer for kalenderåret 1973 ligesom for kalenderåret 1972 skulle udskrives med 91 pct. af grundbeløbet efter § 3, stk. 1, i lov om udskrivning af indkomst- og formueskatten til staten.
Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af udskrivningsloven, forslag til lov om ændring af ligningsloven, forslag til lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), forslag til lov om en særlig afgift ved overdragelse af fast ejendom, forslag til lov om ændring af lov om tobaksafgifter, forslag til lov om ændring af lov om afgift af spiritus m. m., forslag til lov om ændring af lov om afgift af benzin, forslag til lov om forhøjelse af vægtafgiften af motorkøretøjer m. v. og forslag til lov om ændring af lov om folkepension. (Nedsættelse af folkepensionsbidrag) .
Ved lovforslagenes fremsættelse udtalte finansministeren, at disse forslag tilsammen indeholdt den politik, som efter regeringens opfattelse var nødvendig, såfremt man ville modvirke en stigning i trækprocenterne for 1973, og dette skulle gøres på en socialt forsvarlig måde.
Efter regeringens opfattelse var det absolut nødvendigt at fastholde og videreføre en stram finanspolitik. Der var sket en forbedring i den løbende betalingsbalance med udlandet, men denne forbedring måtte ikke sættes over styr ved en letsindig finanspolitik.
For at modvirke en for kraftig skattestigning og en for stærk stigning i trækprocenterne i 1973 måtte der i første række sættes ind for at begrænse stigningen i de offentlige udgifter, og dette var da også gjort. For det indeværende finansår var der gennemført besparelser på i alt 700 mill. kr., og der påregnedes besparelser i det næste finansår på I milliard kr.
Efter de gennemførte og planlagte besparelser ville den hidtidige udskrivningsprocent på 91 have kunnet fastholdes, og man kunne også have kunnet kompensere for det nye 3/4 pct. bidrag til dagpengefonden. Imidlertid var forholdet det, at der selv med en uændret statslig udskrivningsprocent på 91 og selv med gennemførelse af kompensation for de 3/4 pct. til den statslige dagpengefond måtte forventes en ganske betydelig stigning i trækprocenterne for 1973, bl. a. fordi den kommunale beskatning ventedes ret kraftigt forøget, idet udskrivningen i kommuner og amter gennemsnitlig formentlig ville stige med mellem 2 og 3 pct.
Regeringen var af den opfattelse, at der måtte sættes ind for at modvirke stigningen i trækprocenterne, og man havde fundet det nødvendigt at nedsætte statsskatterne, så stigningen i trækprocenterne i hvert fald kunne reduceres direkte med 2 points. Hvis den sociale balance ikke skulle forrykkes, måtte trækprocenterne imidlertid nedsættes på en sådan måde, at der opnåedes en ensartet nedsættelse på alle indkomsttrin. Man havde derfor valgt at fastsætte udskrivningsprocenten uændret til 91, men nedsætte det almindelige folkepensionsbidrag fra 3 til 1 pct. af skalaindkomsten fra og med 1973.
Det samlede provenutab ved denne nedsættelse og ved den samtidig foreslåede forhøjelse af lønmodtagerfradraget (kildeskatteloven) og befordringsfradraget (ligningsloven') blev anslået til 1.890 mill. kr. på årsbasis. Til delvis dækning af dette beløb foresloges samtidig en forhøjelse af forskellige forbrugsafgifter til et samlet beløb af 735 mill. kr. samt en ny særlig afgift på overdragelse af fast ejendom med et anslået provenu på årsbasis på ca. 200 mill. kr. Derudover var der som tidligere nævnt planlagt besparelser på statsbudgettet på ca. 1 milliard kr.
De under folketingsbehandlingen gennemførte ændringer af afgiftsforslagene medførte en forhøjelse af det anslåede provenu af afgiften på overdragelse af fast ejendom på ca. 300 mill. kr. og en nedsættelse af det anslåede provenu af forhøjelserne af forskellige forbrugsafgifter med omtrent samme beløb, således at den samlede finanspolitiske virkning af lovkomplekset blev anslået at ville forblive uændret. Der henvises i øvrigt til den nærmere omtale af de enkelte lovforslag.
Ved lovforslagenes 1. behandling i folketinget fremhævede Orla Møller (S) de efter hans mening positive sider ved forslagene: at regeringen dermed ville sætte ind mod det stadigt voksende skattetryk på en socialt forsvarlig måde. Den afgørende baggrund for forslagene: den finanspolitiske målsætning for 1973, kunne han tiltræde Den økonomiske situation havde udviklet sig i gunstig retning og havde ikke i sig selv gjort nye indgreb nødvendige. Der var imidlertid stor usikkerhed med hensyn til den kommende udvikling, og en sådan situation fristede ikke til letsindigheder. Han håbede, at forslagene, der ikke var noget ultimatum, men regeringens oplæg, ville få den brede tilslutning, som han syntes de fortjente.
Såvel Poul Schlüter (KF), Enggaard (V) som Dahlgaard (RV) udtrykte forbavselse og beklagelse over, at regeringen havde fremsat hele dette kompleks af lovforslag til behandling i de septembermøder, hvor det var meningen, at man skulle have koncentreret sig om udskrivningsprocenten og EF-debatten.
Poul Schlüter (KF) mente ikke, at der var nogen saglig baggrund for den valgte fremgangsmåde, der måtte skyldes påvirkninger fra socialistisk folkeparti. Ved bedømmelsen af den økonomiske situation hæftede han sig især ved usikkerheden med hensyn til den fremtidige udvikling. Det var et spørgsmål, om de store offentlige udgifter ville gøre det muligt at sikre tilstrækkelig kapital og arbejdskraft til eksporterhvervene i 1973. Regeringens udgiftsplaner vidste folketinget næsten intet om, og besparelser havde hidtil kun været noget, man talte om. Uanset en gennemførelse af de fremsatte lovforslag ville personskatterne i 1973 stige med 23 ½ pct. Der var efter hans mening kun én udvej: udgiftsreduktion. Statens indtægter måtte fastlåses, og så matte man forhandle om deres anvendelse. Heller ikke de enkelte lovforslag havde han sympati for. Han pegede på de skadelige virkninger for omkostningsniveauet og fandt, at man ved forhøjelsen af lønmodtagerfradraget ganske havde forbigået store andre grupper i befolkningen, hvis økonomiske stilling ikke var bedre. Afgiften på fast ejendom kunne kun betragtes som en skat på boligen, hvilket var en dårlig idé.
Også Enggaard (V) fremhævede den usikre baggrund for en økonomisk bedømmelse. For det første var udviklingen usikker, men der var andre usikkerhedsmomenter ved skønnet. De hidtidige skøn over kasseoverskuddenes størrelse havde vist forbløffende store afvigelser. Der måtte være væsentlige fejlkilder, som måtte kunne klarlægges. En anden usikkerhedsfaktor var spørgsmålet om udfaldet af sparebestræbelserne. At omlægge skat fra indkomst til forbrug havde mange tilhængere i hans parti, men forudsætningen måtte være, at man virkelig opnåede en tilsvarende nedsættelse af indkomstskatterne, og det var ikke tilfældet her. Enggaard sluttede med at fremsætte indvendinger mod de enkelte forslag på linje med de synspunkter, som Schlüter havde givet udtryk for.
Som de andre talere fremhævede Dahlgaard (RV), at de fremsatte forslag måtte bedømmes udfra deres sammenhæng med den økonomiske politik i det hele. Han fandt ikke, at der hidtil i realiteten havde været besparelser, idet de såkaldte besparelser var overgået af udgiftsforøgelser på andre områder. Det var uforståeligt, at regeringen turde lukke øjnene for virkningerne af de stadigt stigende udgifter.
Under forhandlingerne ville man fra hans partis side søge at opnå sikkerhed for reelle besparelser i tilstrækkeligt omfang. Den foreslåede skatteomlægning betragtede han som skadelig for de erhvervsaktive befolkningsgrupper, herunder lønmodtagerne, men han fandt dog i omlægningen med hensyn til sygekassekontingenter og dagpengebidrag rimelig anledning til, at skatteloftsreglerne blev taget op til drøftelse. Om de andre af regeringens forslag udtalte han sig på linje med Poul Schlüter og Enggaard.
Ømann (SF) fandt hovedtendensen i lovforslagene rigtig. Trækprocenterne burde ikke stige, men han ville ikke opfordre til svækkelse af finanspolitikken. Han syntes dog, at man i højere grad burde interessere sig for opsvulmningen af det private pantebrevsmarked, der efter hans mening havde større betydning for den økonomiske balance, end kasseoverskuddet på statsregnskabet havde. Ømann havde imidlertid' kritiske bemærkninger om de enkelte afgiftsforslag, som dels var omkostningsfordyrende, dels, især for tobaksafgiftens vedkommende, vendte den tunge ende nedad. Med hensyn til afgiften på omsætningen af fast ejendom havde han hellere set en skat på selve fortjenesten.
Efter 1. behandling henvistes forslaget sammen med de andre forslag til et udvalg, der afsluttede sin behandling af de andre forslag, men ikke af lovforslaget om udskrivningsprocenten. I udvalgets betænkning udtaltes det dog af udvalgets flertal (S + SF), at det uanset udfaldet af afstemningen om EF var deres hensigt at gennemføre et tilsvarende forslag om en udskrivningsprocent på 91 efter 2. oktober 1972, og dette skete da også, jfr. lov nr. 463 af 25. oktober 1972.