L 240 Lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v.

(Kildeskat).

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 417 af 15-09-1972
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1973, se side 366.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Ved loven forhøjes fra og med indkomståret 1973 lønmodtagerfradraget i henhold til § 24, stk. 2, i lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m. v. (Kildeskat), jfr. lovbekendtgørelse nr. 448 af 30. september 1971, som ændret ved lov nr. 553 af 17. december 1971 og lov nr. 275 af 7. juni 1972, fra 1.500 kr. pr. år, dog højst 20 pct. af lønindtægten, til 2.000 kr. pr. år, dog højst 20 pct. af lønindtægten,

Det blev ved fremsættelsen af lovforslaget anslået, at forhøjelsen ville medføre et provenutab på 350 mill. kr. på årsbasis.

Lovforslaget, der var et led i regeringens planer om omlægning af indkomstbeskatningen, fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om udskrivningsprocenten for kalenderåret 1973 m. fl. lovforslag, og der henvises herom til side 366.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget uændret med 88 stemmer (S, SF). 86 medlemmer (KF, V, RV) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Orla Møller (S), Poul Schlüter (KF), Knud Enggaard (V), Lauge Dahlgaard (RV) og Sigurd Ømann (SF)