B 11 Forslag til folketingsbeslutning om en reform af kildeskattesystemet.

Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag om en reform af kildeskattesystemet, der bygger på følgende hovedsynspunkter:

1) Kildeskattens administration overtages af kommunerne i samarbejde med pengeinstitutterne.

2) Overgang til anvendelse af en trækprocent, der svarer til den faktiske marginalskatteprocent i det indkomstinterval, inden for hvilket den enkelte skatteyders aktuelle indkomst befinder sig, og med justering af skattebeløbet via beregningsfradrag.

3) Flytning af beregning og indeholdelse af A-skat fra lønudbetalingen hos arbejdsgiver til lønnens modtagelse via lønkonto i pengeinstitutterne.

4) Tilbageføring af skatteværdien af fradrag i den skattepligtige indkomst i månedlige rater til skatteyderens lønkonto på grundlag af den senest afsluttede opgørelsesperiode.

5) Omlægning af finansåret til kalenderåret."

Forslagsstillerne anførte ved fremsættelsen, at forslaget ville betyde større beregnings- og kontrolsikkerhed, mindre restskatter og mindre udgifter til skatteadministrationen. Hertil kom, at arbejdsgiverne ville opnå betydelige personalemæssige og omkostningsmæssige lettelser. Trækprocenten for den enkelte ville endvidere komme til at svare til den faktiske beskatning af en merindtægt ("den ærlige trækprocent"), og de skattemæssige fradrag ville blive foretaget i skatten i stedet for i indkomsten.

Ved forslagets 1. behandling erindrede finansministeren om, at der den 6. november 1971 blev nedsat et sagkyndigt udvalg — med repræsentanter for banker, sparekasser og postgiro samt kildeskattedirektorat og skattedepartement — som skulle undersøge hele spørgsmålet om pengeinstitutternes eventuelle overtagelse af arbejdsgivernes opgaver i forbindelse med foretagelsen af skattetrækket. Finansministeren ønskede at afvente resultatet af udvalgets undersøgelser og frarådede alene af den grund forslagets vedtagelse.

De øvrige punkter var finansministeren trods skepsis villig til at drøfte nærmere.

Bortset fra ordføreren for forslagsstillerne, Jens Foged (V), stillede de øvrige ordførere sig tvivlende til forskellige af forslagets punkter, men fandt, at forslaget kunne være udgangspunkt for nærmere udvalgsdrøftelser om eventuelle ændringer i den eksisterende kildeskattelovgivning.

Under udvalgsbehandlingen indhentede skatte- og afgiftsudvalget via finansministeren en vurdering af spørgsmålet, om en eventuel omlægning af finansåret til kalenderåret kan ske uden en grundlovsændring. Udvalget indhentede herefter finansudvalgets og det politisk-økonomiske udvalgs kommentarer hertil og har i begyndelsen af juli 1973 oversendt det samlede materiale vedrørende finansårets eventuelle omlægning til kalenderåret til videre drøftelser i udvalget for forretningsordenen.

Skatte- og afgiftsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Hans Lund (S), Ib Stetter (KF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)