B 27 Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af sambeskatningen på fradragssiden.

Af: Ib Stetter (KF) , Hanne Budtz (KF) , J. E. Foged (V) og Nathalie Lind (V)
Samling: 1972-73
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, hvorefter sambeskattede ægtepar selv kan. afgøre, om det er manden eller kvinden, der i sin indkomst kan foretage de ligningsmæssige fradrag, der ikke er knyttet direkte til personen eller til indtægtserhvervelsen."

Forslagsstillerne præciserede i de ledsagende bemærkninger, at der navnlig tænkes på fradrag for renter af gæld, underskud på ejendomsskemaet og 3.000 kr.s fradraget. Det var iøvrigt tanken, at ægtefællerne skulle træffe deres valg om fordelingen af disse ligningsmæssige fradrag forud for forskudsansættelsen, og at dette valg definitivt skulle gælde for hele det pågældende indkomstår. Forslagsstillerne ønskede, at ordningen skulle virke allerede for indkomståret 1974.

Under 1. behandlingen oplyste finansministeren, at han allerede havde foranlediget undersøgt, om en ordning som den foreslåede kan gennemføres. Spørgsmålet overvejedes i skattedepartementet og havde været forelagt det kommunale skatteudvalg, kildeskattedirektoratet og statens ligningsdirektorat. Finansministeren oplyste endvidere, at han den 25. august 1972 havde anmodet det såkaldte Poul Dahlgaard-udvalg om at foretage en undersøgelse af hele spørgsmålet om gennemførelse af forenklinger vedrørende beskatningen af ægtefæller. Finansministeren stillede sig meget positivt til tankerne i forslaget, men frarådede alligevel vedtagelse, da han fandt det rigtigst at afvente resultatet af Poul Dahlgaard-udvalgets arbejde.

Harris Jensen (S) påpegede bl. a. de administrative konsekvenser af forslaget, mens Bernhard Baunsgaard (R V) og Lütken (SF) ville afvente Poul Dahlgaard-udvalgets arbejde. Lütken (SF) understregede specielt, at der var tale om et progressions-spørgsmål, og at spørgsmålet om fradrag i skatten i stedet for i indkomsten derfor måtte inddrages i diskussionen.

Stetter (KF) og Jens Foged (V) henstillede, at Poul Dahlgaardudvalgets arbejde blev fremskyndet mest muligt, og at finansministeren gav tilsagn om at rette henvendelse herom til udvalget formand, Poul Dahlgaard.

Efter 1. behandling henvistes forslaget til skatte- og afgiftsudvalget, der ikke afgav betænkning over forslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Harris Jensen (S), J. E. Foged (V), Ib Stetter (KF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)