Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende indhold:

"Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte de fornødne lovforslag til en langsigtet boligpolitik efter følgende retningslinier:

1. Der gennemføres pr. 1. april 1974 et frit boligmarked overalt i landet. I konsekvens heraf ophæves reglerne om huslejenævn og boliganvisning i boligreguleringslovens kap. II og VI.

2. I tilfælde, hvor huslejereguleringens ophævelse fører til, at der inden 31. marts 1975 fastsættes en husleje på mindst 25 pct. eller mindst 1.000 kr. på årsbasis ud over den efter den hidtidige ordning lovlige leje pr. 1. april 1974, ydes der lejeren kompensation for lejestigninger ud over de nævnte grænser, såfremt han var lejer pr. 1. april 1974 og på dette tidspunkt havde beboet lejligheden i mindst 3 år. Kompensationen udbetales til den pågældende i årlige rater, uanset om han senere fraflytter lejligheden. Kompensationen aftrappes gradvis og bortfalder helt i 1984. Kompensationen udbetales og finansieres af den primærkommune, hvori lejligheden er beliggende. I Københavnsområdet finansieres kompensationen af de tre amtskommuner samt København og Frederiksberg i fællesskab.

3. Private udlejningsejendomme pålægges en årlig afgift på 60 pct. af forskellen mellem den faktiske lejeindtægt og den omkostningsbestemte leje. Afgiften tilkommer vedkommende primærkommune, i hovedstadsområdet de tre amtskommuner, København og Frederiksberg i fællesskab.

4. For boliger i almennyttige boligselskaber fastlægger boligministeren hvert år forud for 1. april de nærmere regler for en ajourføring af huslejerne på grundlag af den almindelige udvikling i huslejeniveauet og de almennyttige boligers fordeling efter alder, kvalitet, udstyr og beliggenhed m.v. Huslejebeløb, der ikke medgår til drift, forrentning og afdrag på gæld, vedligeholdelse og forbedring af de enkelte ejendomme, indbetales til boligselskabernes landsbyggefond.

5. Landsbyggefondens midler skal først og fremmest anvendes som en — efterhånden stigende — egenkapital i nyt almennyttigt byggeri bl.a. til nedbringelse af beboerindskuddene.

Der fastsættes endvidere regler om, i hvilket omfang landsbyggefondens midler kan anvendes til at imødegå midlertidige udlejningsvanskeligheder og endvidere til særlige miljømæssige forholdsregler og til eksperimentering.

6. Lejeværdien af ejerboliger fastsættes på grundlag af den til enhver tid seneste offentlige ejendomsvurdering og ved anvendelse af en realistisk procentsats fælles for alle ejerboliger.

Der sker fradrag for renteudgifter af indestående prioriteter, reservefonds- og administrationsbidrag til kredit- og hypotekforeninger samt pålignede ejendomsskatter. Endvidere foretages et standardfradrag for vedligeholdelser på 1 pot. årlig af ejendomsvurderingen, dog højst 3.000 kr.

7. I tilfælde, hvor reglerne i pkt. 6 fører til en højere lejeværdi af egen bolig end 4 pct. af ejendomsværdien ved 14. almindelige vurdering — dog 6 pct. af værdien ud over 400.000 kr. — ydes der ejeren kompensation i form af et personligt årligt fradrag i den skattepligtige indkomst. Fradraget, der svarer til den i 1. punktum omhandlede difference, aftrappes gradvis og bortfalder helt i 1984.

8. For pensionister i henhold til lovgivningen om folke- og invalidepension, der i en årrække har boet i den samme ejerbolig, etableres en ordning, som i almindelighed gør det økonomisk overkommeligt for de pågældende at forblive i den pågældende bolig.

9. De i lovgivningen indeholdte begrænsninger i adgangen til at opdele bestående ejendomme i ejerlejligheder ophæves. Det er dog en betingelse, at de pågældende lejligheder opfylder landsbyggelovens kvalitetskrav.

Beboerne i privatejede ejendomme skal have forkøbsret ved ejerskifte, og der skabes lånemuligheder med henblik på finansiering af udlejningsejendommes overgang til andelsboligformen.

10. Loven om 2½ cet. afgift på omsætningen af fast ejendom ophæves.

11. Der etableres nye finansieringsmuligheder i form af markedsførte, værdifaste obligationer for såvel almennyttigt som privat byggeri, og der skabes mulighed for at konvertere traditionelle obligationslån i forbindelse med de senere års byggeri til værdifaste obligationer. Rentesikringsordningen for nyt almennyttigt byggeri ophæves.

12. Kvadratmetertilskuddet til nyt byggeri ("momsrefusionen") ophæves.

13. Der nedsættes et sagkyndigt udvalg, der senest 1. oktober 1973 skal stille forslag til en ordning til afløsning af den nuværende boligsikringsordning.

14. Statens bygge- og boligfond ophæves i forbindelse med den løbende opgavef ordelingsreform."

Idet der iøvrigt henvises til de fyldige bemærkninger, der ledsager forslaget, fremhæves i det følgende uddrag af de bemærkninger, ordføreren for forslagsstillerne (Dahlgaard) fremsatte ved forslagets fremsættelse.

"... Forslaget er det grundlag, hvorpå det radikale venstre deltager i de boligpolitiske forhandlinger, og det skal betragtes som en helhed. De enkelte dele af forslaget kan kun vurderes i den samlede sammenhæng.

Den langsigtede boligpolitik skal vurderes ud fra sociale, miljømæssige, planlægningsmæssige og erhvervsmæssige hensyn, men det aktuelle udgangspunkt må efter det radikale venstres opfattelse være samfundsøkonomisk.

Det radikale venstre ønsker, at en ny boligpolitik skal føre til en hurtig og væsentlig aflastning af de offentlige budgetter, og at der på længere sigt skal ske yderligere aflastning af den offentlige udgiftspolitik i stedet for de tendenser til kraftig voksende offentlige udgifter til boligpolitiske formål, som er følgen af den nuværende boliglovgivning.

Det radikale venstre mener endvidere, at tiden nu er inde til at ophæve de resterende boligrestriktioner. Et frit boligmarked er forudsætningen for en hensigtsmæssig udnyttelse af den bestående boligmasse og på længere sigt tillige forudsætningen for en jævn byggerytme. Et frit boligmarked er endvidere en forudsætning for arbejdsmæssig og samfundsmæssig mobilitet og for, at man kan få afskaffet det uværdige boliglotteri. Det er endvidere det radikale venstres opfattelse, at et frit boligmarked udgør det bedste grundlag for løsningen af de sociale problemer i boligpolitikken og endvidere for løsning af de problemer, der knytter sig til beboerdemokrati og boligmiljø. Forslaget til folketingsbeslutning skitserer derfor, hvordan et frit boligmarked hurtigt kan skabes uden trykkende overgangsvanskeligheder for de boligsøgende, og uden at der opstår urimelige inflationsgevinster til udlejerne.

En ny boligpolitik må skabe ligestilling mellem de forskellige boligformer både set fra beboerside og fra producentside. Forslaget til folketingsbeslutning indeholder dog visse særfordele til det profitløse byggeri.

I overensstemmelse med synspunkter, der i en årrække har været fremført af den uafhængige, samfundsøkonomiske sagkundskab, foreslås, at nyt almennyttigt og privat byggeri får adgang til finansiering på grundlag af markedsførte, værdifaste obligationslån. Derved kan begyndelseslejen i nyt byggeri holdes nede. Rentesikringsordningen for almennyttigt byggeri bliver derved overflødig og foreslås ophævet.

I forbindelse med ophævelsen af huslejerestriktionerne og en normalisering af lejen i almennyttigt byggeri samt ophævelse af ren- tesikringsordningen må også ejerboligernes vilkår tilpasses normale tilstande på boligmarkedet. Jeg henviser til forslaget og bemærkningerne til forslaget, herunder at sammenhængen mellem behandlingen af de forskellige sektorer af boligmarkedet er afgørende for forslagsstillerne. Forslaget peger på ændrede regler for fastsættelse af værdien af egen bolig. Det radikale venstre er imidlertid rede til at drøfte også andre muligheder for løsning af ejerboligproblemerne, herunder ændrede regler vedrørende rentefradrag for privat gæld. Det skal dog understreges, at sådanne indehavere af ejerboliger, der ikke længere har arbejds- eller erhvervsindtægt, ikke må belastes, så deres muligheder for at forblive i egen bolig vanskeliggøres.

Det radikale venstre mener, at der fortsat er brug for en boligsikringsordning, men at den nuværende ordning er ved at køre fast. Det vil efter vor opfattelse være nødvendigt, at der snarest udarbejdes forslag til en ændret lovgivning på dette område."

Om de øvrige forslag, der blev fremsat vedrørende en samlet boligløsning til afløsning af boligforliget af 1966 eller indgik i forhandlingerne herom, henvises til behandlingen af lov om ændring af lov om boligbyggeri. (Ophævelse af godtgørelse for merværdiafgift m.v.) (A.I. nr. 28), lov om ændring af lov om boligsikring (A.I. nr. 32), forslag til lov om ændring af lov om leje (Lejefastsættelse, beboerdemokrati og bytteret m. v.) (A.II. nr. 5), forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene (A.II. nr. 6), forslag til lov om et udligningsbidrag til staten af visse faste ejendomme (A.II. nr. 7), forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri. (Udligningsbidrag til Boligselskabernes Landsbyggefond) (A.II. nr. 8), forslag til lov om indeksregulerede lån til almennyttigt byggeri (A.II. nr. 9) og forslag til lov om ændring af lov om boligsikring (A.II. nr. 10).

Under 1. behandlingen udtalte boligministeren, at han fandt, at forslaget var et vægtigt bidrag i boligdebatten. Der var synspunkter, der lå nær regeringens på en række områder, medens der på andre var tale om forslag, man ikke var enige i.

Preben Steen Nielsen (S) fandt, at der var mange gode forhandlingsmuligheder i forslaget.

Bendix (KF) var glad for, at forslaget tager hele den samlede boligproblematik op til behandling under ét.

Guldberg (V) udtalte, at der var mange ting i forslaget, som venstre kunne tilslutte sig.

Henning Philipsen (SF) fandt, at forslaget i sin substans principielt var en gentagelse af boligforliget af 1966.

Forslaget nåede ikke at komme til 2. behandling inden udgangen af folketingsåret.