B 35 Folketingsbeslutning om Danmarks ratifikation af overenskomst med tilhørende protokoller og tekster mellem medlemsstaterne i Det europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det europæiske Kul- og Stålfællesskab på den ene side og kongeriget Norge på den anden side.

Af: Minister for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anlig. Ivar Nørgaard (S)
Samling: 1972-73
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Kort efter det negative udfald af den norske folkeafstemning i efteråret 1972 fandt der forhandlinger sted mellem Norge og De europæiske Fællesskaber med henblik på at opnå en frihandelsaftale for Norge i forhold til EF. Resultatet af forhandlingerne blev to aftaler, der blev undertegnet i Bruxelles den 14. maj 1973.

Den ene er en overenskomst med tilhørende bilag og protokoller mellem Det europæiske økonomiske Fællesskab på den ene side og Norge på den anden. Overenskomsten fremtræder i alt væsentligt som identisk med de frihandelsaftaler, der er afsluttet mellem EF og de andre rest-EFTA-lande. EF-aftalen er på Fællesskabets vegne indgået af Rådet og derved umiddelbart bindende for Danmark. Aftalen, der således hverken skal undertegnes eller ratificeres særskilt af Danmark, er optrykt som bilag til nærværende forslag.

Den anden aftale er den af nærværende beslutning omfattede overenskomst mellem på den ene side Det europæiske Kul- og Stålfællesskab og dettes medlemsstater og på den anden side Norge og vedrører oprettelsen af et frihandelsområde for kul- og stålprodukter. Også denne er opbygget efter samme mønster som Sveriges EKSF-aftale, idet man dog, efter norsk ønske, til denne har føjet en brevveksling vedrørende de norske skibsværfter, der tilgodeser hensynet til, at disse bliver friere stillet i henseende til valg af leverandører, end det er tilfældet i henhold til den tilsvarende svenske aftale med EKSF.
EKSF-aftalen var indgået af Norge på den ene side og EKSF samt EKSF-medlemslandene på den anden side og krævede derfor ratifikation fra dansk side.

Om indholdet af aftalen må i det hele henvises til forslaget med bemærkninger.

Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer den ovennævnte EKSF-aftale.

Forslaget fik i folketinget tilslutning fra alle partier.

Ingen bad om ordet ved 1. behandling.

Forslaget henvistes ikke til udvalgsbehandling.

Ved 2. (sidste) behandling udtalte Gert Petersen (SF), at hans parti, selv om det havde frarådet indtræden i Fællesmarkedet og nærede en vis afsky over for dette, ikke ville modsætte sig, at der optoges et samarbejde med Norge, som Norge kunne acceptere.

Forslaget vedtoges enstemmigt med 157 stemmer.
Partiernes ordførere
Gert Petersen (SF)