F 1 Hvilken EF-politik vil regeringen føre efter topmødet i Paris?

Af: Gert Petersen (SF) , Per Dich (SF) , Aage Frandsen (SF) , Morten Lange (SF) og Jens Maigaard (SF)
Til: Statsminister Anker Jørgensen (S)
Samling: 1972-73
Status: Foretaget
Ordføreren for forespørgerne (Gert Petersen (SF)) fandt, at communiqueet fra topmødet i Paris rummede så mange punkter, på hvilke Danmark skulle føre en konkret politik, at det måtte være i alles interesse, at tinget fik lejlighed til at drøfte den holdning, regeringen ville indtage hertil. Han fremhævede også spørgsmålet om at sikre en demokratisk procedure i forhold til EF.

Statsministeren udtrykte glæde over at få anledning til at bekræfte de markedspolitiske synspunkter, som regeringen stod for, selv om han fandt, at forespørgslen kom alt for tidligt efter den dybtgående debat, der her i landet havde fundet sted om EF-spørgsmålet forud for folkeafstemningen den 2. oktober.

Han understregede behovet for at gøre Europasamarbejdet til ramme om en mere tidssvarende samfundspolitik, der lagde afgørende vægt på kvaliteten af den menneskelige tilværelse.

Derefter omtalte statsministeren en række væsentlige emner fra topmødet og en række konkrete opgaver, som ville stå på dagsordenen for EF-samarbejdet i den kommende tid. Sluttelig fremsatte statsministeren nogle principielle betragtninger om det nordiske samarbejde og om det udenrigspolitiske samarbejde mellem EF-landene.

I den efterfølgende debat deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og statsministeren — markedsministeren, økonomi- og budgetministeren, Poul Dalsager (S), Knud Bro (KF), Nyboe Andersen (V) og Niels Helveg Petersen (RV). Uden for ordførernes kreds talte Erhard Jakobsen (S), Skovmand (RV), Per Dich (SF) og Moses Olsen (Grønl.)
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Knud Bro (KF), Poul Nyboe Andersen (V), Niels Helveg Petersen (RV) og Gert Petersen (SF)