Efter at ordføreren for forespørgerne (Orla Møller (S)) kort havde begrundet forespørgslen, gav markedsministeren en meget indgående redegørelse for det hidtidige samarbejde i EF efter Danmarks indtræden og for den kommende tids samarbejdsopgaver i EF. Indledningsvis kom ministeren ind på folketingets deltagelse i samarbejdet, herunder regeringens underretningspolitik over for folketinget og markedsudvalget. Han henviste i denne forbindelse til det af folketinget vedtagne dagsordensforslag af 1. februar (se herom under foranstående forespørgsel nr. 3) og den af markedsudvalget afgivne beretning af 29. marts (se till. B. sp. 1297).
Om indholdet af ministerens særdeles grundige redegørelse og af den efterfølgende debat må i det hele henvises til forhandlingerne.
I debatten deltog — foruden markedsministeren — Poul Dalsager (S), Knud Bro (KF), Nyboe Andersen (V), Niels Helveg Petersen (RV) og Gert Petersen (SF). Uden for ordførernes kreds talte Auken (S), Finn Christensen (S), Erhard Jakobsen (S), Frode Jakobsen (S), Ninn- Hansen (KF), Per Federspiel (V), Overgaard Nielsen (RV), K. Helveg Petersen (RV), Skovmand (RV), Per Dich (SF), Maigaard (SF) og Moses Olsen (Grl.).
Under forhandlingerne stillede Gert Petersen følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 6407):
„Idet folketinget kategorisk afviser den af Europa-Forsamlingen den 9. maj 1973 vedtagne målsætning, at medlemskab af EF skal udvikles til en politisk union omfattende bl. a. udenrigspolitik og fælles militær, går tinget over til næste sag på dagsordenen."
Forslaget toges tilbage (F. sp. 6480). Da ingen ønskede at optage det, var det bortfaldet (F. sp. 6483).
Poul Dalsager stillede følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 6474):
„Idet folketinget tager udenrigsøkonomiministerens redegørelse til efterretning,
og idet folketinget i anledning af Europa-Parlamentets nylig vedtagne betænkning om kommissionens årsberetning fastslår, at Danmarks deltagelse i fællesskaberne finder sted på grundlag af de af folketinget godkendte traktater, som ikke omhandler militært samarbejde, samt henviser til topmødedeklarationen af 20. oktober 1972,
går tinget over til næste sag på dagsordenen."
Hertil stillede Gert Petersen følgende ændringsforslag (F. sp. 6482):
„Ordene efter „militært samarbejde" udgår og erstattes af følgende:
„og idet folketinget klart tager afstand fra den omtalte betænknings ord om, at der ikke kan ses bort fra et samarbejde inden for forsvaret i den forudsete europæiske union,
går tinget over til næste sag på dagsordenen."
Ændringsforslaget forkastedes med 109 stemmer (S, KF, V, RV) mod 28 (S, SF, Meta Ditzel, Skovmand og Overgaard Nielsen (RV)); 1 medlem (Djurhuus (Fær.)) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.
Forslaget om motiveret dagsorden af Poul Dalsager vedtoges med 114 stemmer (S, KF, V, RV) mod 20 (SF, 3 RV); 4 medlemmer (Helle Degn, Frode Jakobsen, Birte Weiss (S) og Djurhuus (Fær.)) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod. (F. sp. 6493).