Ordføreren for forespørgerne (Nyboe Andersen (V)) begrundede forespørgslen med den utilfredsstillende måde, som samarbejdet mellem regering og folketing havde fungeret på i den seneste tid, i særdeleshed i forbindelse med regeringens forhandlinger i EFs ministerråd om landbrugsordningerne. Han kom i sin begrundelse nærmere ind på handlingsforløbet omkring orienteringen af markedsudvalget om disse forhandlinger.
Statsministeren bemærkede i sit svar, at hændelsesforløbet omkring orienteringen af folketinget i forbindelse med EF-forhandlingerne om landbrugsordningerne nøje svarede til, hvad man havde forestillet sig om den parlamentariske kontrol med regeringens deltagelse i EFs beslutningsproces, da folketinget behandlede tiltrædelsesloven, og til den hidtidige praksis.
Han oplyste i øvrigt, at det var ham bekendt, at markedsudvalget havde nedsat et underudvalg med den opgave at søge udformet nærmere retningslinjer for regeringens pligt til at underrette markedsudvalget. Statsministeren understregede regeringens villighed til at medvirke til at tilrettelægge det fremtidige samarbejde mellem regeringen og markedsudvalget på den mest hensigtsmæssige måde.
Om den efterfølgende debat, der drejede sig om dels resultatet af de stedfundne landbrugsforhandlinger, dels de generelle retningslinjer for det fremtidige samarbejde, må i det hele henvises til forhandlingerne.
Det bemærkes i øvrigt, at resultatet af markedsudvalgets overvejelser herom senere kom til udtryk i en beretning fra markedsudvalget (B. sp. 1297).
I debatten deltog — foruden ordføreren for forespørgerne og statsministeren — markedsministeren, landbrugsministeren, Orla Møller (S), Poul Schlüter (KF), Niels Helveg Petersen (RV) og Maigaard (SF). Uden for ordførernes kreds talte Knud Bro (KF), Anders Andersen (V), Poul Hartling (V), Jens Peter Jensen (V), Johan Philipsen (V), Westergaard Andersen (RV) og Hilmar Baunsgaard (RV).
Under forhandlingerne stillede Poul Schlüter på Nyboe Andersens, Niels Helveg Petersens og egne vegne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3345):
„Idet folketinget misbilliger statsministerens udtalelse om, at regeringens handlemåde i forbindelse med landbrugsforhandlingerne i EF nøje svarer til, hvad folketinget har forestillet sig om den parlamentariske kontrol med regeringens deltagelse i EFs beslutningsproces, og idet folketinget på denne baggrund indskærper regeringens pligt til at sikre politisk tilslutning forud for større beslutninger i EFs ministerråd,
går folketinget over til næste sag på dagsordenen."
Orla Møller stillede på socialdemokratiets og socialistisk folkepartis vegne følgende forslag om motiveret dagsorden (F. sp. 3355):
„Idet folketinget pålægger regeringen
at informere alle tingets medlemmer om løbende EF-sager, så disse kan rejses i markedsudvalget og de øvrige stående udvalg, og ved fremtidige forhandlinger og afgørelser af væsentlig betydning ved beslutninger i EFs ministerråd at orientere folketingets markeclsudvalg om regeringens mandat til forhandleren for herved at sikre sig, at mandatet har parlamentarisk dækning, og dernæst i tilfælde af, at forhandlingerne nødvendiggør et nyt mandat, også at forelægge dette for markedsudvalget,
går tinget over til næste punkt på dagsordenen."
Hertil stillede Poul Schlüter på Nyboe Andersens, Niels Helveg Petersens og egne vegne følgende ændringsforslag (F. sp. 3356):
„Første linie erstattes af følgende:
„Idet folketinget misbilliger statsministerens udtalelse om, at regeringens handlemåde i forbindelse med landbrugsforhandlingerne i EF nøje svarer til, hvad folketinget har forestillet sig om den parlamentariske kontrol med regeringens deltagelse i EFs beslutningsproces, pålægger det regeringen".
Dette ændringsforslag forkastedes med 87 stemmer (S, SF, Grønl.) mod 85 (KF, V, RV).
Det af Orla Møller stillede dagsordenforslag vedtoges enstemmigt med 112 stemmer (S, SF, RV); 60 medlemmer (KF, V) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Hermed bortfaldt det af Poul Schlüter stillede dagsordenforslag. (F. 3366).