L 161 Lov om generelle tilskud til amtskommuner og kommuner.

Af: Indenrigsminister Egon Jensen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 379 af 13-06-1973
Efter 1. behandling henvist til kommunaludvalget.

Ved loven indføres et tilskud til amtskommunerne efter objektive udgiftsbehovskriterier i lighed med det, der eksisterer for kommunernes vedkommende.

Endvidere medfører loven, at tilskud til kommuner og amtskommuner efter objektive udgiftsbehovskriterier skal reguleres automatisk inden for de tre-årige perioder for tilskudsfastsættelse, og at denne regulering sker i overensstemmelse med udviklingen i bruttofaktorindkomsten.

Tilskud efter objektive udgiftsbehovskriterier ydes første gang i finansåret 1973-74, og regulering vil derfor blive aktuel for 1974-75, fra hvilket finansår den nye lov gælder.

Herudover indeholder loven visse overvejende tekniske ændringer.

Loven afløser lov nr. 234 af 4. juni 1969 om generelle tilskud til kommunerne.

Forslaget fremsattes og behandledes sammen med forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning (se nærmest foranstående sag).

Ved 1. behandlingen fik begge lovforslag en velvillig behandling, — dog udtrykte H. C. Toft (KF) betænkelighed over den vide bemyndigelse, der med forslagene tillagdes indenrigsministeren.

I udvalgsbetænkningen stillede indenrigsministeren nogle ændringsforslag vedrørende vægtfordelingen for tilskuddene til amtskommunerne og primærkommunerne, idet de oprindeligt foreslåede vægtfordelingstal forudsatte den sociale bistandslovs (se A, II, nr. 20) gennemførelse og i tilknytning hertil nedsættelse af statens tilskud til sygehusvæsenet. (Bistandsloven blev imidlertid udskudt, og sygehustilskuddets nedsættelse derfor stillet i bero).

Af betænkningen fremgår det endvidere, at indenrigsministeren over for udvalget har tilkendegivet, at kommunaludvalget fremover vil få tilsendt genparter af alle skrivelser til finansudvalget vedrørende ændringer i skattegrundlagstilskuddets udligningsgrundlag.

Dette tilsagn gjaldt begge de omhandlede lovforslag.

Ved 3. behandling vedtoges forslaget med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag enstemmigt med 164 stemmer; ét medlem (Djurhuus) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Falk Hansen (S), H. C. Toft (KF), A. C. Andersen (V), Gunnar Jensen (RV) og Inger Lise Grandt (SF)