Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Loven, der bygger på en indstilling fra justitsministeriets strukturudvalg vedrørende politiet, hjemler oprettelsen af lokalnævn i alle landets politikredse bestående af repræsentanter for politiet og for de kommuner, som politikredsen omfatter.

Loven har til formål at udbygge kontakten og styrke tillidsforholdet mellem politiet og befolkningen. Efter loven tillægges lokalnævnene en vis indflydelse på politiets virksomhed i almindelighed samt en informationspligt over for befolkningen i politikredsen. Endvidere skal nævnene forestå undersøgelsen af klager over politiet.

Det er således overladt til lokalnævnene at bestemme, hvorledes klager over polititjenestemænds adfærd under udførelsen af tjenesten skal undersøges. Nævnet kan også af egen drift iværksætte en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med politiets virksomhed ved en bestemt lejlighed, såfremt en offentlig interesse taler herfor.

Finder nævnet, at der bør iværksættes en undersøgelse, bestemmer det, om undersøgelsen skal foretages af retten eller af statsadvokaten.

Der tillægges i øvrigt den polititjenestemand, klagen angår, i det væsentlige samme retsstilling som under en disciplinærundersøgelse.

Når undersøgelsen er sluttet, udfærdiger statsadvokaten en redegørelse til nævnet. Anses sagen for tilstrækkeligt oplyst, videresendes materialet til politimesteren (politidirektøren). Samtidig underretter nævnet klageren, ligesom det træffer bestemmelse om, i hvilket omfang redegørelsen skal offentliggøres.

For at undgå, at der sideløbende foretages 2 undersøgelser om det samme forhold, er det bestemt, at lokalnævnet skal slutte behandlingen af en klagesag, hvis der rejses straffesag mod den pågældende. Af samme grund er det endvidere bestemt, at der ikke kan indledes disciplin ærundersøgelse i anledning af en klage, før lokalnævnet har afsluttet behandlingen af klagesagen.

Ved fremsættelsen indeholdt lovforslaget desuden en revision af reglerne om udlæg og udpantning, men under udvalgsbehandlingen fremsatte justitsministeren efter anmodning fra udvalget ændringsforslag, hvorefter kun reglerne om lokalnævn vedrørende politiets virksomhed og behandling af klager over politiet m. v. skulle færdigbehandles i indeværende samling. Ministeren meddelte samtidig, at han vil genfremsætte den øvrige del af lovforslaget i næste samling.

Revisionen af reglerne om udlæg og udpantning bygger på betænkning nr. 634/1971. Forslaget tilsigter at forenkle og billiggøre fremgangsmåden for inddrivelse af pengekrav, samt at gennemføre en mere human retsforfølgning.

Forslaget indebærer en væsentlig udvidelse af muligheden for fuldbyrdelse af pengekrav uden dom, idet pantebreve, gældsbreve, veksler og checks i fremtiden som hovedregel vil kunne danne grundlag for fuldbyrdelse uden dom Indsigelser mod sådanne krav skal fremsættes over for fogedretten i stedet for over for de almindelige domstole.

Fordringshaverens pligt til at give møde under fogedforretninger vedrørende fuldbyrdelse af pengekrav foreslås ophævet, og skyldneren fritages som hovedregel for at skulle betale mødesalær til fordringshaverens advokat. Finder fogedretten det undtagelsesvis nødvendigt, at der bliver givet møde for fordringshaveren under forretningen, kan den enten indkalde ham til mødet eller udsætte forretningen til et senere tidspunkt og indkalde ham hertil.

Der bliver mulighed for at afskære udlægsforretninger, som på forhånd må antages at ville blive resultatløse. Efter forslaget kan udlægsforretning således som udgangspunkt ikke forlanges afholdt hos en skyldner, hos hvem det under en tidligere forretning inden for det sidste år ikke har været muligt at opnå dækning.

Blandt de øvrige forslag til forenkling af fremgangsmåden for inddrivelse af pengekrav kan nævnes, at de historisk betingede forskelle mellem fremgangsmåden ved udlæg og ved udpantning opgives, således at al inddrivelse af pengekrav fremtidig sker ved udlæg, at der kun undtagelsesvis skal foretages vurdering af udlagte aktiver, og at værnetingsreglerne ændres, således at fogedsager altid kan behandles på det sted, hvor det er mest praktisk.

Som en forbedring af skyldnerens stilling under tvangsfuldbyrdelsen foreslås en vis udvidelse af de aktiver, som skyldneren kan holde uden for udlæg.

Erstatning for invaliditet og erstatning for tab af forsørger foreslås i videst muligt omfang fritaget for udlæg. Det samme gælder hjælpemidler, som er nødvendige på grund af legemlige mangler eller sygdom, og ting af særlig affektionsværdi.

Beskyttelsen mod udlæg i løn øges, således at udlæg kun kan foretages i endnu ikke udbetalt løn eller andet vederlag for personligt arbejde, hvis skyldneren lader pengene henstå i mere end 7 dage efter slutningen af den periode, i hvilken lønnen er indtjent, eller efter at vederlaget er fortjent.

Endvidere gives der fogedretten adgang til at bestemme, at løsøre, hvori udlæg er foretaget, ikke må fratages skyldneren, så længe denne overholder en afdragsordning, der er fastsat af fogedretten og tiltrådt af skyldneren. Det samme gælder fast ejendom, der tjener til bolig for skyldneren eller hans husstand.

Efter forslaget begrænses adgangen til at lade skyldnere, som ikke møder frivilligt i fogedretten, fremstille ved politiets foranstaltning. Bestemmelse om fremstilling bør således i almindelighed ikke træffes, hvis fogedretten på forhånd anser det for overvejende sandsynligt, at der ikke under forretningen kan opnås dækning for kravet, eller hvis fremstillingen ikke vil stå i rimeligt forhold til gældens størrelse. Endvidere er det efter forslaget altid fogedretten, der afgør, om fremstilling bør finde sted.

Der foreslås indført en regel om erstatning til skyldnere, hos hvem der med urette er blevet foretaget udlæg, eller som er blevet afhentet af politiet, uden at betingelserne herfor har været opfyldt.

Endelig skal skyldneren efter forslaget i almindelighed have underretning forud om en fogedforretning.

Samtidig med dette lovforslag blev forslag til lov om fremgangsmåden ved inddrivelse af skatter og afgifter m. v. fremsat og behandlet, se II, nr. 18.

Ved 3. behandlingen blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 169 stemmer.