Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Loven har følgende indhold:

"§ 1. Til gennemførelse af rekommandationer vedtaget af den internationale kommission for fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav kan fiskeriministeren fastsætte regler, hvorved laksefiskeri fra den 1. januar 1976 forbydes i de dele af det atlantiske havområde, der omfattes af konventionen af 8. februar 1949 om fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav artikel I (bekendtgørelse nr. 3 af 8. februar 1951, Lovtidende C), og som ligger uden for de nationale fiskerigrænser.

Stk. 2. For personer hjemmehørende eller selskaber m. v. med hjemsted i riget uden for Grønland kan fiskeriministeren fastsætte tilsvarende regler også for den del af konventions- området, der ligger mellem 12 og 3 sømil fra kysten eller fra de fastsatte basislinjer ved Grønland.

Stk. 3. For Færøernes vedkommende fastsættes de i stk. 1 og 2 nævnte regler efter forhandling med og samtykke af Færøernes hjemmestyre.

§ 2. Bestemmelserne i lov nr. 210 af 19. maj 1971 om internationale reguleringsforanstaltninger vedrørende fiskeri § 2 finder anvendelse med hensyn til overtrædelse af regler fastsat i medfør af § 1".

Fiskeriministeren gav ved lovforslagets fremsættelse følgende redegørelse for baggrunden for lovforslaget:

"Ved den forespørgselsdebat, der fandt sted her i folketinget den 16. marts i år angående reguleringer af laksefiskeriet specielt ved Grønland, havde jeg lejlighed til nærmere at redegøre for, hvad der hidtil er sket med hensyn til dette spørgsmål i de internationale kommissioner for fiskeriet i Nordatlanten, nemlig kommissionen for fiskeriet i det nordøstlige Atlanterhav (NEAFC) og kommissionen for fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav (ICNAF) og ved de dansk/amerikanske forhandlinger.

Jeg skal herom tillade mig at henvise til Folketingstidende 1971-72, spalte 3798-3801.

Forespørgselsdebatten endte med vedtagelse af en dagsorden, hvorved folketinget besluttede at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer til at modtage orientering vedrørende problemerne angående laksefiskeriet i Nordatlanten.

Siden udvalgets nedsættelse har jeg over for dette besvaret en række spørgsmål og stillet forskelligt materiale til rådighed, herunder en udtalelse af 17. april 1972 fra justitsministeriet.

Under udvalgets samråd bl. a. med statsministeren blev der fra visse sider i udvalget givet udtryk for tvivl om, hvorvidt lov nr. 210 af 19. maj 1971 om internationale reguleringsforanstaltninger vedrørende fiskeri indeholdt tilstrækkelig hjemmel til at gennemføre de ved det sidste møde i kommissionen for fiskeriet i det nordvestlige Atlanterhav forventede og nu vedtagne totalforbud mod fiskeri af laks uden for fiskerigrænserne ved Vestgrønland, der ligesom vedtagelsens øvrige indhold er i ret nøje overensstemmelse med den mellem Danmark og USA tidligere på året opnåede forståelse.

Uanset at man fra regeringens side fandt, at den fornødne hjemmel til gennemførelse af det omtalte forbud er til stede i loven om internationale reguleringsforanstaltninger vedrørende fiskeri, blev der af statsministeren over for udvalget givet tilsagn om, at en eventuel vedtagelse i ICNAF af et totalforbud ville blive forelagt folketinget til godkendelse, og den danske delegation ved kommissionsmødet blev, som nævnt i bemærkningerne, instrueret i overensstemmelse hermed.

Det forelagte lovforslag tilsigter derfor at opfylde det over for folketingsudvalget afgivne tilsagn."

Lovforslaget blev ved 1. behandling genstand for en indgående debat, hvori der foruden partiordførerne deltog følgende: Moses Olsen, Djurhuus og Johan Nielsen samt ministeren for Grønland (Knud Hertling). Hverken under debatten i folketinget eller under det efterfølgende udvalgsarbejde opnåedes enighed om lovforslaget.

I den afgivne betænkning delte udvalget sig i et flertal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) og et mindretal (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer af udvalget).

Flertallet, der indstillede lovforslaget til vedtagelse, henviste til, at fiskeriministeren over for udvalget havde oplyst, at der var modtaget indberetninger fra de danske ambassader i Storbritannien og USA, hvori der indtrængende advaredes imod den mulighed, at man i tilfælde af manglende vedtagelse af det fremsatte forslag til lov om forbud mod laksefiskeri i det nordvestlige Atlanterhav skulle komme i den situation, at Danmark måtte træde tilbage fra en allerede indgået aftale. Det fremgik af indberetningen fra den danske ambassadør i USA, at det kunne blive yderst vanskeligt at opnå amerikansk forståelse for en sådan holdning, medens den danske ambassadør i Storbritannien påpegede, at undladelse af at gennemføre den aftalte ordning ville udløse en kampagne mod Danmark og danske varer af endnu større omfang og bitterhed end den foregående, hvortil kom muligheden af en forringelse af det almindelige dansk-britiske forhold og faren for at få et stempel af upålidelighed igennem massemediernes forudselige massive indsats.

Mindretallet kunne ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse og fremsatte som begrundelse følgende udtalelse:

"Mindretallet finder ikke påvist tilstrækkelig videnskabelig begrundelse for forslagets gennemførelse og må også afvise det af hensyn til konsekvenserne for andre af fiskeriets områder.

Mindretallet finder i øvrigt ikke, at lovforslagets gennemførelse af totalforbud i tilstrækkelig grad tilgodeser de særlige grønlandske interesser."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 89 stemmer (S og SF) mod 75 (KF, V og RV), medens 10 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.