L 186 Lov om ændring af lov om internationalt udviklingssamarbejde.

Af: Udenrigsminister K. B. Andersen ()
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 246 af 07-05-1973
Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Ved loven gennemføres en forhøjelse af beløbsrammen for de kreditgarantier, som udstedes med hjemmel i § 7 i loven om internationalt udviklingssamarbejde, fra 1.000 mill. kr. til 2.000 mill. kr. (oprindeligt foreslået 1.500 mill. kr.).

Endvidere er indsat en bestemmelse, som giver mulighed for indførelse af en præmiebetaling for de udstedte garantier. Baggrunden herfor er igangværende drøftelser inden for EF om en harmonisering af medlemslandenes praksis med hensyn til eksportforsikring, herunder indførelse af ensartede præmiesatser.

Loven træder i kraft den 15. maj 1973.

Lovforslaget, der i folketinget fik tilslutning fra alle partier, vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 121 stemmer.
Partiernes ordførere
Knud Nielsen (S), Tue Rohrsted (KF), Arne Christiansen (V), Arne Stinus (RV) og Aage Frandsen (SF)