L 226 Lov om ændring af lov om opkrævning af indkomst- og formueskat for personer m.v. (Kildeskat).

(Personfradrag til folke- og invalidepensionister m.fl.).

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 351 af 13-06-1973
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven indeholder først og fremmest forskellige ændringer af reglerne om beskatningen af folke- og invalidepensionister. Disse ændringer er en følge af de 2 love om ændring af folkepensionsloven og invalidepensionsloven, som fremsattes af socialministeren den 27. april 1973 som led i regeringens sparebestræbelser (A. I. nr. 158 og nr. 160).

Loven medfører således, at ægteskabstillægget, som efter de sociale love for fremtiden vil tilfalde pensionisten, også skal beskattes hos denne. Endvidere indebærer loven en særlig aftrapning af det forhøjede personfradrag for den gruppe af gifte pensionister, som vil få hustrutillæg efter de sociale love.

Endelig er der tale om visse redaktionelle ændringer og klargøringer af kildeskattelovens komplicerede pensionistbeskatningsregler.

Herudover indeholder loven en bestemmelse, hvorefter gifte kvinder fremover beskattes særskilt af stipendier, som de modtager efter loven om uddannelsesstøtte.

Endelig indebærer loven, at morarenten ved for sen indbetaling af B-skat og restskat forhøjes fra ½ til 1 pct. pr. måned. Morarenten, som de indeholdelsespligtige skal betale ved for sen indbetaling af indeholdte A-skatter, skal endvidere ikke længere kunne fradrages ved opgørelsen af den indeholdelsespligtiges skattepligtige indkomst.

Under udvalgsbehandlingen drøftede udvalget især — under indtryk af de stærkt forøgede skatterestancer — muligheden for at ophæve skattefradragsretten for morarenter. Finansministeren oplyste i denne forbindelse over for udvalget, at han vil tage spørgsmålet op til overvejelse, for så vidt angår B-skatterestancer og restskatterestancer. Med hensyn til de indholdelsespligtiges for sent indbetalte A-skatter stillede ministeren i forståelse med udvalget et ændringsforslag, hvorefter morarenter af for sent indbetalte A-skatter ikke kan fratrækkes ved opgørelsen af den indholdelsespligtiges skattepligtige indkomst.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 136 stemmer for og 31 (KF) imod.
Partiernes ordførere
Harris Jensen (S), J. E. Foged (V), Ib Stetter (KF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Rolf Lütken (SF)