L 31 Lov om statens overtagelse af tilsynet med betinget dømte m. v.

Af: Justitsminister K. Axel Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 114 af 28-02-1973
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven indebærer, at kriminalforsorgen i frihed — som hidtil er blevet varetaget af Dansk Forsorgsselskab, der var en privat organisation, men som næsten udelukkende finansieredes gennem statstilskud — pr. 1. april 1973 overtoges af staten.

Lovens § 1 har følgende ordlyd:

"§ 1. Justitsministeriet overtager den 1. april 1973 den virksomhed, der udøves af Dansk Forsorgsselskab med hensyn til personundersøgelser, jfr. retsplejelovens § 800 a, og tilsyn med betinget dømte og prøveløsladte. Justitsministeriet overtager endvidere driften af selskabets institutioner.

Stk. 2. Staten overtager forsorgsselskabets aktiver og indtræder i dets forpligtelser."

I bemærkningerne til lovforslaget siges det, at det forudsættes, at der gives alle ansatte i Dansk Forsorgsselskab tilbud om ansættelse i staten i tjenestemandsstillinger eller som overenskomstlønnede.

Ved lovforslagets fremsættelse begrundedes det af justitsministeren med, at en enhedsledelse af kriminalforsorgen er en forudsætning for en planlægning af den kriminalpolitiske udvikling.

Lovforslaget, der ved 1. behandlingen fik tilslutning fra alle ordføreres side, henvistes til behandling i retsudvalget, der indstillede lovforslaget til vedtagelse uforandret, idet udvalget dog udtalte, at det var en almindelig opfattelse i udvalget, at kriminalforsorgen er et socialt anliggende, og at man på længere sigt bør overveje at integrere kriminalforsorgen i socialforsorgen.

Efter mundtlig indstilling ved 3. behandlingen blev lovforslaget vedtaget enstemmigt med 126 stemmer.
Partiernes ordførere
Hans Erenbjerg (S), Hanne Budtz (KF), Mette Madsen (V), Aage Valbak (RV) og Jette Boutrup (SF)