Luk

Luk
Luk

Luk

L 7 Lov om ændring aï lov om uretmæssig konkurrence og varebetegnelse.

(Ændringer med henblik på Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber).

Af:
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 506 af 29-11-1972
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Ved loven foretages de ændringer i konkurrencelovens §§ 16 og 17, der er nødvendiggjort af Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber.

Loven indeholder den nydannelse, at handelsministeren efter forhandling med hovedorganisationerne for dansk erhvervsliv og forbrugerorganisationerne kan fastsætte bestemmelser om, at bestemte varebetegnelser eller symboler er forbeholdt varer, der opfylder visse nærmere angivne betingelser, og at bestemte varer kun må sælges eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres indpakning på nærmere foreskreven måde er forsynet med oplysning om varernes indhold og sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og egenskaber iøvrigt.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1971-72 fremsat tilsvarende forslag (se folketingsårbog 1971-72 side 396), idet behandlingen af lovforslaget blev udskudt, da spørgsmålet om Danmarks eventuelle tiltrædelse af EF endnu ikke var afgjort. I forhold til sidste folketingsår var der dog på foranledning af udvalget, indføjet den ændring, at handelsministerens adgang til at træffe bestemmelser i henhold til lovforslaget forudsætter forhandling ikke alene med hovederhvervsorganisationerne, men også med forbrugerorganisationerne.

Lovforslaget blev i folketinget behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Erhvervsfond (A.I.nr. 71),

forslag til lov om kontrol med overholdelsen af Det europæiske økonomiske Fællesskabs forordninger om monopoler og konkurrencebegrænsninger, (nærmest følgende sag),

forslag til lov om ændring af lov om en kartoffelmelsordning (A.I.nr. 66),

forslag til lov om ændring af lov om spiritus og gær (A.II.nr. 12), forslag til lov om ændring af lov om aktieselskaber (A.I.nr. 67) og,

forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed (A.I.nr. 70).

Lovforslaget fik en velvillig modtagelse i folketinget. Da udvalget ønskede, at EF-følgelove selv angav ikrafttrædelsestidspunktet, blev dette ændret fra: "Loven træder i kraft ved Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber" til: "Loven træder i kraft 1. januar 1973."

Af udvalgets betænkning fremgår, at handelsministeren klart har tilkendegivet, at den i § 16 stk. 2 indeholdte bemyndigelse for ministeren til at foreskrive varedeklarationer kun vil blive anvendt i det omfang, markedsintegrationen gør det ønskeligt.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 147 stemmer. 2 medlemmer (Meta Ditzel og Skovmand) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Lennart Larsson (V), Mads Eg Damgaard (KF), Erik Nordqvist (RV) og Aage Frandsen (SF)