L 74 Lov om ændring aï lov om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere.

Af: Landbrugsminister Ib Frederiksen ()
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 537 af 13-12-1972
Efter 1. behandling henvist til landbrugs- og fiskeriudvalget.

Ved loven foretoges følgende ændringer i loven om indkøbsforeninger for mindre jordbrugere:

Ved en ændring af § 1, stk. 1, forhøjedes det beløb, der for finansårene 1970-71 til 1974-75 kunne anvendes til udlån dels til indkøbsforeningerne, dels til disses samvirksomhed, fra 25 mill. kr. til 40 mill. kr., således at der for de tre sidste finansår af nævnte periode blev yderligere 5 mill. kr. til rådighed for hvert finansår.

Endvidere skete der en lempelse af de i § 2, stk. 1, litra e, sidste pkt., indeholdte regler om reservefonds. Ved at nedsætte kravet om størrelsen af reservefonden fra 10 pct. til 8 pct. af gælden til statskassen, frigaves reservefondsmidler svarende til 1,6 mill. kr. til udlån.

I den af udvalget afgivne betænkning fik lovforslaget tilslutning fra S, V, RV og SF, medens det konservative folkepartis medlemmer af udvalget afgav følgende mindretalsudtalelse:

"Mindretallet ønsker at kunne vurdere den lovgivning, der skal være gældende for dansk landbrug efter Danmarks tilslutning til De europæiske Fællesskaber den 1. januar 1973 som en helhed. Mindretallet kan derfor ikke gå ind for, at der med hensyn til en enkelt del af den bestående støttelovgivning sker en udvidelse i en situation, hvor landbrugsministeren har oplyst, at flere af de for erhvervet i øvrigt gældende støttelove vil blive søgt videreført, men i ændret skikkelse, bl. a. af hensyn til mulighederne for opnåelse af støtte fra Det europæiske økonomiske Fællesskabs landbrugsfond."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 117 stemmer (S, V, RV og SF) mod 29 (KF).
Partiernes ordførere
Erik Andersen (Sønderjyllands amt) (S), Niels Ravn (KF), Søren Jensen (V), Erik Hansen (RV) og Aage Frandsen (SF)