L 75 Lov om ophævelse af lov om lån til boligforanstaltninger.

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 545 af 19-12-1972
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Ved loven ophævedes den i medfør af lov nr. 551 af 23. december 1922 oprettede statsboligfond, og alle fondens aktiver og passiver m. v. overtoges af statskassen.

I perioden 1922-32 blev der af statsboligfonden som kasseobligationslån udlånt i alt ca. 112 mill. kr. til opførelse af ca. 28.000 boliger.

Pr. 31. december 1971 resterede imidlertid kun ét lån med en restgæld på ca. 1.000 kr. samt en henstandsgæld på 1.347.581 kr. fordelt på 12 debitorer, hvoraf 8 var andelsboligforeninger med en samlet restgæld på 1.327.267 kr.

Statsboligfondens daglige administration har til stadighed været henlagt under Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning, idet der dog er blevet aflagt særskilt regnskab og beretning. Under hensyn til fondens stærkt reducerede virksomhed samt til den løbende forenkling inden for hypotekbankens forretningsområde, var der ikke længere en motivering for at lade denne administration udøve af en selvstændig fond.

Da de øvrige bestemmelser i lov om lån til boligforanstaltninger allerede havde mistet deres betydning, ophævedes denne lov i sin helhed.

Lovforslaget, der behandledes sammen med de af økonomi- og budgetministeren fremsatte forslag til lov om ophævelse af lov om afløsning af tienden og forslag til lov om ændring af lov om Kongeriget Danmarks Hypotekbank og Finansforvaltning, (se nedenfor I, nr. 193 og 194) blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt med 149 stemmer.
Partiernes ordførere
Axel Ivan Pedersen (S), Clara Munck (KF), Henning Christophersen (V), Harald Westergaard Andersen (RV) og Per Dich (SF)