B 36 Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af skat på folkepension.

Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der ophæver beskatningen af folkepension, således at kun indtægter ud over folkepensionen beskattes efter de til enhver tid gældende satser."

I bemærlmingerne til forslaget angav forslagsstillerne, at baggrunden for forslaget var den efter deres mening urimelige beskatning af pensionisternes ekstraindtægter, idet det forhøjede personfradrag med den nuværende ordning nedtrappes ved ekstraindtægter, hvilket medfører, at pensionisters eventuelle arbejdsindsats ikke honoreres. Forslagsstillerne tilføjede: "Det må være i samfundets interesse, at pensionisterne så længe som muligt sikres en meningsfyldt funktion i samfundet, også af hensyn til forsorgsudgifterne og til produktionen."

Ved forslagets 1. behandling udtalte finansministeren, at han mente, at alle var enige om, at reglerne måtte ændres, således at pensionsaftrapning og skat fremtidig lægger beslag på en rimelig andel af pensionistens merindtægt. Ministeren gjorde dog opmærksom på, at en fuldstændig fritagelse for skat af folkepensionen ville medføre et betydeligt provenutab, og han viste ved eksempler, hvor problemfyldt samspillet mellem skatteregler og pensionsregler er. Ministeren, der erklærede sig positiv med hensyn til at finde frem til mere hensigtsmæssige regler for folkepensionisters beskatning, udtalte bl. a. følgende:

"Et arbejde med løsningen af disse ting er jo allerede sat i gang. Der er mange tekniske undersøgelser, der skal afprøves, og jeg kan oplyse, at i udvalget vedrørende samordning af skatter og offentlige ydelser og i arbejdsgruppen vedrørende en pensionsreform agter regeringen som led i sin skattereform også at tage fat på de problemer, som her er rejst fra kristeligt folkepartis side.

Det forslag til folketingsbeslutning, som foreligger, rører altså ved et centralt problem, et problem, som jeg mener må drages og vil blive draget med ind i den skattereform, som vi i øjeblikket er i gang med at udarbejde forslag til."

Også Søren Jensen (S) var positiv for så vidt angik forslagets problemstilling og henviste i denne forbindelse til det af socialdemokratiet fremsatte forslag til lov om ændring af kildeskatteloven (Opkrævning af restskat, beskatning af folke- og invalidepensionister m. fl.) (se A. I. nr. 108), hvorefter pensionister skulle kunne tjene op til 10.000 kr. ud over folkepensionen og kun betale skat af dette beløb uden at pensionsfradraget berørtes, før man kom op over disse 10.000 kr.

Gede (FP) var ligeledes enig med hensyn til formålet, men ikke med hensyn til fremgangsmåden, om hvilken han bl. a. udtalte:

"Men denne måde at gøre det på, dette lapperi, kan vi ikke være tilhængere af, fordi det, der bliver resultatet af den form for lapperi, ganske enkelt er, at det i lang tid i hvert fald vil blive vanskeligere og vanskeligere at komme til at foretage en virkelig gennemgribende revision af de regler, der i høj grad trænger til at blive revideret. Hvis forslaget ændres til, at personfradraget for alle i samfundet forhøjes, således at det svarer til den til enhver tid gældende folkepension, vil vi stemme for det."

Enggaard (V) mente, at problemet måtte finde sin løsning som et led i en skattereform, som man fra venstres side ønskede fremmet, så den kunne føres ud i livet allerede fra det kommende år.

Også Bernhard Baunsgaard (RV), Hagen Hagensen (KF), Børge Johansen (CD) og Poul Dam (SF) fandt problemet væsentligt, men mente ligeledes, at det måtte løses i forbindelse med en større reform.

Hanne Reintoft (DKP) kunne støtte forslaget, men syntes, at forslagsstillerne hellere skulle have foreslået den løsning, som DKP havde anvist, nemlig et større bundfradrag til alle, f. eks. 30.000 kr. Flygaard (DR) fandt det ligeledes rigtigst at løse problemet ved generelt at forhøje den skattefrie bundgrænse, så heller ikke andre mennesker med tilsvarende lav indkomst blev undergivet beskatning, men han nævnte dog ikke noget bestemt tal for denne undergrænse.

Forslaget henvistes efter 1. behandling til skatte- og afgiftsudvalget, der dog ikke afgav betænkning herover inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Søren Jensen (S), Christian Valdemar Gede (FP), Knud Enggaard (V), Bernhard Baunsgaard (RV), Børge Johansen (CD), Hagen Hagensen (KF), Poul Dam (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Ole Flygaard (DR) og Hanne Reintoft (DKP)