Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

"Folketinget opfordrer regeringen til at tage forholdsregler til udvidelse af de sanktioner, der ifølge kgl. anordning nr. 333 af 18. september 1968 er gældende for forskellige former for handelssamkvem med Sydrhodesia, til også at gælde for Namibia, så længe landet er under sydafrikansk herredømme i strid med FNs resolution af 27. oktober 1966."

I bemærkningerne til forslaget hedder det bl. a.:

"Da der trods mange års anstrengelser fra FNs side og trods fordømmelser af Sydafrikas besættelse af Namibia som ulovlig ved resolutioner vedtaget af FN gentagne gange siden den 21. generalforsamling ikke er sket en udvikling, der peger i retning af Sydafrikas ønske om at efterkomme FNs krav, forekommer det af betydning, at man følger holdningen til Namibia-resolutionen i FN op med handling. Det er i overensstemmelse med SWAPO-repræsentanternes vurdering af, hvad der vil skade den ulovlige besættelsesmagt mest og derved gavne Namibias frigørelse, at handelsmæssige sanktioner ønskes gennemført fra dansk side.

Danmark har — ligesom andre nordiske lande — ganske særlige traditioner med hensyn til den tredje verden, og det vil være i overensstemmelse med skiftende regeringers holdning at vise solidaritet med det undertrykte land ved hjælp af sanktioner af økonomisk art..."

Udenrigsministeren understregede ved forslagets 1. behandling, at Danmark i en årrække havde gjort det klart, at vi fordømmer Sydafrikas apartheidpolitik og anser Sydafrikas besættelse af Namibia for ulovlig. Han bemærkede endvidere, at vi står på det princip, at det udelukkende er FNs sikkerhedsråd, der er kompetent til at iværksætte sanktioner og boykot, der er bindende for medlemsstaterne.

Sikkerhedsrådet havde hidtil ikke truffet beslutning om iværksættelse af sådanne tvangsforanstaltninger over for Namibia eller Sydafrika. Dette var alene sket over for Sydrhodesia, og det betød, at der ikke i dag var noget retligt grundlag for at ændre de almindeligt gældende principper for privat samhandel, for så vidt angik Namibia, og at det derfor heller ikke var muligt at udstrække den kgl. anordning af 1968 om forholdsregler mod Sydrhodesia til også at gælde for Namibia.

Der blev fra de fleste ordføreres side givet udtryk for sympati for de tanker, der lå bag forslaget, og flere af ordførerne fandt det rigtigt, at der nu blev taget initiativer inden for FNs rammer til at hjælpe den undertrykte befolkning i Namibia.

Forslaget, som det forelå, fik imidlertid — foruden af SF — alene støtte fra Ib Nørlund (DKP).

Udenrigsudvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning over forslaget.