B 58 Folketingsbeslutning i henhold til grundlovens § 47 med hensyn til statsregnskabet for finansåret 1971-72.

Af: Finansudvalget (FIU)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Folketingsbeslutningens ordlyd er følgende:

"Statsregnskabet for 1971-72 godkendes."

Af finansudvalgets betænkning fremgår, at det gennemgåede materiale omfatter:

1. Betænkning over statsregnskabet for finansåret 1971-72.

2. Tillægsbetænkning over statsregnskabet for finansåret 1971-72,

3. Beretning om sagen vedrørende den såkaldte "Fristad Christiania" og

4. Beretning om lovgivningen og udviklingen af statens drifts- og tilskudsudgifter i 1960erne.

I forbindelse med gennemgangen af dette materiale har udvalget stillet spørgsmål til ministre for at få belyst en række forhold nærmere.

Efter modtagelsen af svarene på de stillede spørgsmål har sagen været forelagt for og drøftet i det samlede finansudvalg, som herefter udtaler:

"Finansudvalget har til hensigt senere under samråd med finansministeren at drøfte mulighederne for gennem en revision af rammebevillingssystemet at smidiggøre mulighederne for overførsel af beløb mellem driftsudgiftskonti for herved at opnå en samlet mere nøjagtig budgetlægning af ministeriernes og styrelsernes driftsudgifter.

Udvalget agter tillige senere under samråd med ministeren for Grønland at drøfte det grønlandske budgetterings- og regnskabssystems tilstrækkelighed, herunder i forhold til de enkelte grønlandske regnskabskontorer.

Udvalget tilslutter sig generelt samtlige kritiske udtalelser, statsrevisorerne har fremsat i betænkningen og beretningen, og udvalget forudsætter, at den rejste kritik allerede har givet de berørte ministerier og styrelser anledning til dybtgående overvejelser om en forbedring af budgetlægningen og regnskabsaflæggelsen på de punkter, som omfattes af kritikken. Af hensyn til finansudvalgets fremtidige bedømmelse af de enkelte ministeriers og styrelsers budgetter og konkrete bevillingsansøgninger må finansudvalget forlange, at budgetter og regnskaber udfærdiges i overensstemmelse med de herfor fastlagte retningslinjer."

Ved 2. (sidste) behandling vedtoges forslaget til folketingsbeslutning enstemmigt med 148 stemmer.