Luk

Luk
Luk

Luk

L 16 Lov om ophævelse af lov om en særlig afgift ved overdragelse af fast ejendom.

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 302 af 14-06-1974
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved loven ophævedes med virkning fra 1. oktober 1974 lov nr. 419 af 15. september 1972 om en særlig afgift til staten på 2 ½ pct. ved overdragelse af fast ejendom.

Ved lovforslagets fremsættelse anførtes i bemærkningerne til lovforslaget følgende begrundelse for afgiftens ophævelse:

"Efter regeringens opfattelse er loven om den særlige afgift et uhensigtsmæssigt finanspolitisk middel. Afgiften må antages at virke fordyrende på priserne for fast ejendom og belastende på pantebrevsmarkedet. Den virker som en skat på boligen og rammer især de unge, der skal sætte bo eller etablere sig, og alle, som i forbindelse med deres erhverv må skifte bolig. Det foreslås derfor at ophæve loven.

Ophævelsen skønnes at ville medføre et provenutab for statskassen på ca. 550 mill. kr. på årsbasis."

Lovforslaget blev genstand for en ret indgående debat i folketinget, ligesom det blev underkastet en ret langvarig udvalgsbehandling. Under udvalgsbehandlingen blev der af medlemmer af det radikale venstre, det konservative folkeparti og Danmarks retsforbund fremsat et forslag til folketingsbeslutning om afgivelse af betænkning over forslag til lov om ophævelse af lov om en særlig afgift ved overdragelse af fast ejendom (se B. II. nr. 16). Dette forslag, hvori foresloges, at folketinget skulle henstille til skatte- og afgiftsudvalget at afgive betænkning over det her omhandlede lovforslag senest den 15. marts, blev dog ikke vedtaget, men taget tilbage af forslagsstillerne under dets 2. behandling.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 104 stemmer mod 53 (S, SF og DKP).
Partiernes ordførere
Svend Jakobsen (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Per Gudme (RV), E. Juul-Madsen (KF), Børge Johansen (CD), Sigurd Ømann (SF), Jens Møller (KrF), Kaj Hansen (DKP) og Niels Mølgaard (DR)