L 190 Lov om ændring af lov om sømandsskat.

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1973-74 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 505 af 02-10-1974
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven tilpasser sømandsskatteloven til de ændringer, som følger af lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om skattemæssige fradrag og særskilt beskatning af medhjælpende hustruer og lov om ændring af udskrivningsloven.

Loven forhøjer det særlige fradrag for sejlads i udenrigsfart fra 450 kr. til 700 kr. om måneden.

Desuden tilpasses sømandsskatteskalaen til den nye skala i udskrivningsloven således:

"Sømandsskatten beregnes på grundlag af den månedlige indtægt om bord afrundet nedad til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 20. Skatten beregnes efter følgende satser:

Af de første 5.000 kr. svares 36 pct., af de næste 4.000 kr. svares 54 pct., af resten svares 62 pct."

Personfradraget er, i overensstemmelse med personfradraget i land, der er på 9.000 kr., om året, fastsat til 900 kr. om måneden.

Endvidere er der sket ændring i reglerne om beregning af skat af sømandens indtægt i land.

Endelig ændredes de procenter, hvormed den tilbageholdte sømandsskat afregnes til kommuner og de sociale pensionsordninger m.v. Dette skete på baggrund af, at alene staten skal dække den provenunedgang, som følger af loven som helhed, medens kommuner og de sociale pensionsordninger alt andet lige forudsættes at skulle have samme provenu, som en fortsat anvendelse af de hidtil gældende regler ville have givet.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 143 stemmer (alle partier med undtagelse af SF). Ingen stemte imod, medens 8 (SF) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Henry Grünbaum (S), Mogens Glistrup (FP), Henning Christophersen (V), Bernhard Baunsgaard (RV), Hagen Hagensen (KF), Børge Johansen (CD), Sigurd Ømann (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Ole Flygaard (DR) og Knud Jespersen (DKP)