L 16 Forslag til lov om ændring af lov om boligbyggeri.

Af: Kaj Hansen (DKP) , Villy Fuglsang (DKP) , Knud Jespersen (DKP) , Freddy Madsen (DKP) , Ib Nørlund (DKP) og Hanne Reintoft (DKP)
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget går ud på at genindføre momsrefusionsordningen for byggeri. Efter forslaget kan boligministeren yde tilskud til nybyggeri, tilbygning og ombygning med et beløb på 300 kr. pr. m2 bruttoetageareal for nybyggeri og tilbygning og med 200 kr. pr. m2 nyt bruttoetageareal, der fremkommer ved ombygninger inden for en bestående beboelsesbygnings ydervægge.

Tilskuddet, der ydes som godtgørelse for afgift, der er betalt i henhold til lov om almindelig omsætningsafgift, kan ikke ydes til det bruttoetageareal, der for den enkelte bolig overstiger 130 m2. Tilskudsbeløbet skal endvidere efter forslaget reguleres hvert halve år efter forhandling med finansministeren i forhold til prisudviklingen inden for byggeriet.

Forslagsstillerne fremhæver i de bemærkninger, der ledsager lovforslaget, at baggrunden for forslagets fremsættelse er ønsket om at fremme boligbyggeriet. Det fremføres bl. a., at en ophævelse af momsen på boligbyggeri vil billiggøre byggeriet og dermed boligudgifterne, ligesom der vil blive tale om en stimulering af beskæftigelsen i byggebranchen.

Boligministeren bemærkede ved lovforslagets 1. behandling, at han delte forslagsstillernes betænkeligheder og bekymring ved det nuværende lave aktivitetsniveau inden for byggeriet, men fandt, at forslaget var et uhensigtsmæssigt middel til at imødegå vanskelighederne.

Han fremhævede videre, at forslaget vil betyde en voldsom forøgelse af offentlige tilskud til bygge- og boligsektoren, ligesom det på afgørende måde vil stride imod hovedprincipperne i de indgåede boligaftaler og herudover være en hindring for gennemførelsen af de planlagte offentlige besparelser.

Ordførerne for de øvrige partier, bortset fra Mølgaard (DR), kunne ikke tilslutte sig det fremsatte lovforslag.

Forslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet i boligudvalget, inden nyvalg til folketinget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Svend Jakobsen (S), Kirsten Jacobsen (FP), Knud Enggaard (V), Ingomar Petersen (RV), Per Bendix (KF), Svend Tønnesen (CD), Henning Philipsen (SF) og Kaj Hansen (DKP)