L 39 Forslag til lov om regulering af kreditformidling.

Af: Økonomi- og handelsminister Poul Nyboe Andersen (V)
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Lovforslaget indeholder de ændringer, af lov om regulering af kreditformidlingen (lov nr. 543 af 17. oktober 1973, omtalt i Folketingsårbog 1973-74, side 134), der støtter Danmarks Nationalbank i dens forhandlinger med pengeinstitutterne og samtidig sikrer, at aftalerne ikke bevirker forskelsbehandling af virksomheder og erhverv i indbyrdes konkurrence.

Ændringsforslagene har således til formål klart at understrege, at regulering af kreditformidlingen principielt bør ske ved aftaler mellem Danmarks Nationalbank og pengeinstitutterne, og at økonomiministeren kun kan udøve de foreslåede beføjelser til at fastsætte bestemmelser, når aftaler ikke har kunnet indgås og kun efter forhandling med Danmarks Nationalbank.

Erhvervsudvalget nåede ikke at afgive betænkning over lovforslaget, inden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Per Hækkerup (S), Palle Tillisch (FP), Henning Christophersen (V), Dagmar Andreasen (RV), Ib Stetter (KF), Egon Højland (CD), Sigurd Ømann (SF) og Knud Jespersen (DKP)