L 120 Forslag til lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.

(Afgift af hyrevogne).

Af: Finansminister Anders Andersen (V)
Samling: 1974-75 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Ved lovforslaget foresloges, at vægtafgiften for hyrevogne skulle bortfalde.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse anførtes i de ledsagende bemærkninger bl. a. følgende:

„Ved lovforslaget om afgift af ansvarsforsikringer for motorkøretøjer m. v. (se A. II. nr. 12) er foreslået en afgift på 50 pct. af ansvarsforsikringspræmien for bl. a. hyrevogne. Ansvarsforsikringspræmien for hyrevogne er betydeligt højere end for almindelige personvogne, og afgiften vil derfor virke særligt omkostningsbelastende for hyrevognserhvervet. For at modvirke denne forøgelse af driftsudgifterne for hyrevogne foreslås, at vægtafgiften for hyrevogne bortfalder.

I overensstemmelse hermed foreslås i vægtafgiftslovens § 15 tilføjet et nyt stk. 2, hvorefter hyrevogne fritages for vægtafgiften, ligesom der foreslås gennemført en redaktionel ændring af lovens § 2, stk. 1.

Vægtafgiften af hyrevogne af almindelige typer udgør 225-300 kr. pr. år. Den foreslåede ophævelse af denne afgift vil medføre et årligt provenutab for statskassen på 2½ mill. kr."

Lovforslaget, der blev fremsat kun 2 dage forinden folketingsvalgets udskrivning den 5. december 1974, nåede ikke at komme til 1. behandling i folketinget.