B 23 Forslag til folketingsbeslutning om at nedbringe personbeskatningen og fremme den private opsparing.

Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende indhold:

„Med henblik på at stimulere opsparingen opfordrer folketinget regeringen til at fremsætte forslag om en ændring af indkomstskattelovgivningen, hvorefter personer fritages for indkomstbeskatning for 50 pct. af al ekstraindkomst fra 1. januar 1975 at regne for beløb på indtil 10.000 kr. på betingelse af, at beløbet bindes på nærmere angivne vilkår, herunder at også renten af det opsparede beløb fritages for beskatningen."

Forslaget var en genfremsættelse af et af centrumdemokraterne i folketingsårets 1. samling fremsat forslag (se 1. samling B.II. nr. 4), ligesom et delvis tilsvarende forslag var blevet fremsat i folketingsåret 1973-74, 2. samling (se Folketingsårbog side 471).

Forslaget blev ved 1. behandling afvist af ministeren for skatter og afgifter, der udtalte bl. a. følgende:

„ ... forslaget lider af samme skavank som så mange andre tidligere opsparingsforslag. Det er, som ofte før påvist, umuligt at sikre, at der fremkommer en reel opsparingsforøgelse. Den skattebegunstigede opsparingsordning kan således udnyttes blot ved at omplacere eksisterende opsparing. Herved. løber man en betydelig risiko for, at det provenutab, der vil følge af ordningen, ikke vil resultere i en mærkbar vækst i den private opsparing."

Heller ikke fra ordførerne for de øvrige partier mødte forslaget megen velvilje.

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning herover inden folketingsårets afslutning.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), J. E. Foged (V), Mogens Glistrup (FP), Sigurd Ømann (SF), Bernhard Baunsgaard (RV), Ib Stetter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Lars Abel (CD), Knud Jespersen (DKP) og Steen Folke (VS)