Efter 1. behandling henvist til udenrigsudvalget.
Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:
„Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i Paris den 9. april 1975 undertegnede aftale mellem Amerikas Forenede Stater, Australien, Kongeriget Belgien, Canada, Kongeriget Danmark, Republikken Frankrig, Republikken Finland, Republikken Grækenland, Irland, Republikken Island, Republikken Italien, Japan, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, New Zealand, Kongeriget Norge, Republikken Portugal, Den schweiziske Forbundsstat, Spanien, Den tyrkiske Republik, Det forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Kongeriget Sverige, Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Østrig om oprettelsen af en finansiel støttefond inden for Organisationen for økonomisk Samarbejde og Udvikling."
Om aftalens baggrund og indhold fremgår følgende af udenrigsøkonomiministerens fremsættelse:
„Den 9. april 1975 undertegnedes aftalen om oprettelse af en finansiel støttefond for OECDs medlemslande i Paris. Fonden skal have en størrelse af 20 mia SDR svarende til ca. 25 mia dollars. De 20 mia SDR opdeles i kvoter. Danmark har en kvota på 240 mill. SDR, (ca. 1,65 mia d. kr.).
Fondens oprettelse skal ses på baggrund af det økonomiske pres, som de industrialiserede lande er blevet udsat for i forbindelse med energikrisen. Fonden kan yde lån til medlemmer, der er stillet over for alvorlige betalingsbalancevanskeligheder. Fonden har ingen egentlig egenkapital, men skal, når behov opstår, rejse de fornødne midler til ydelse af lån til medlemmer, som har indgivet ansøgning derom. De øvrige medlemmer hæfter for fondens udlån i forhold til deres kvota. Kvotaen danner den absolutte overgrænse for et medlems hæftelse for fondens udlån, medens medlemmet selv under visse betingelser har mulighed for at låne op til det dobbelte eller mere af sin kvota.
Hvert medlemsland har en repræsentant i fondens bestyrelse. For Danmarks vedkommende vil repræsentanten blive udpeget af finansministeriet, som i øvrigt i samarbejde med det økonomiske sekretariat og Nationalbanken vil administrere de danske forbindelser med fonden.
Fondens udlånsbemyndigelse ophører efter 2 år, medmindre aftalen revideres inden dette tidspunkt.
Under forslagets første behandling i folketinget kunne ordførerne for S, V, FP, RV, KF og KrF give tilslutning til forslaget.
Gert Petersen (SF) ville ikke stille sig absolut afvisende, men frygtede, at der lå en undertone af modspil over for u-landene, og følte sig i øvrigt ikke overbevist om behovet for denne aftale.
Ib Nørlundj (DKP) og Steen Folke (VS) måtte gå imod forslagets gennemførelse.
Ved anden (sidste) behandling vedtoges forslaget med 134 stemmer mod 10 (DKP og VS); 9 medlemmer (SF) stemte hverken for eller imod.