Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Ved lovforslaget foresloges følgende ændringer i skattekontrolloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 513 af 20. september 1973 og lov nr. 54 af 13. marts 1975:
Reglerne i § 1, stk. 3, og § 2, stk. 4, om forhøjelse af henholdsvis formueskatten og skatten af særlig indkomst ved ikke-rettidig indgivelse af selvangivelse foresloges ophævet, medens reglen i § 2, stk. 3, om forhøjelse af indkomstskatten med op til 5 pct., dog højst 2.000 kr. ved ikke-rettidig indgivelse af selvangivelse af indkomsten foresloges erstattet med følgende bestemmelse:
„Indgives behørig selvangivelse ikke rettidigt, forhøjes indkomstskatten til staten med 400 kroner."
Forslaget begrundedes med bl. a. følgende bemærkninger:
„En forenkling tilsigtes, fordi det er helt upåkrævet at opretholde de nuværende komplicerede regler, som alene har betydning for højst nogle få promille af samtlige selvangivelser. De nuværende regler er uforståelige for de fleste skatteydere, og det kræver forholdsvis indviklede beregninger at bedømme virkningerne af, at en selvangivelse indlevereres for sent. Det vil være en fordel, at der på dette område gennemføres en regel, der er nem at administrere, nem at forstå og nem at huske for hver enkelt skatteyder.
En lempelse tilsigtes, fordi de nuværende regler — også efter den seneste ændring fra 1975 — er unødigt strenge. De kan f. eks. for en ganske almindelig lønmodtager, der hverken betaler formueskat eller særlig indkomstskat, føre til en forhøjelse af den almindelige indkomstskat med indtil 2.000 kroner, hvilket med en marginalskatteprocent på f. eks. 60 svarer til en indkomst på 5.000 kroner. Da der formentlig mellem partierne er enighed om, at disse regler ikke skal tjene noget fiskalt formål, er en sådan virkning urimelig hård. Den foreslåede bestemmelse, der indebærer forhøjelse med et fast beløb, hvis størrelse er kendt af alle, må anses for at have samme virkning i retning af at opfordre skatteyderne til at indlevere selvangivelserne rettidigt som de nuværende regler."
Lovforslaget blev ved 1. behandling afvist af ministeren for skatter og afgifter og af samtlige de øvrige partiers ordførere på nær fremskridtspartiets.
Ved 3. behandling blev lovforslaget forkastet, idet kun 23 medlemmer (FP) stemte for forslaget, medens 137 stemte imod. 1 medlem (Rosing (Grønl.)) undlod at stemme.