Luk

Luk
Luk

Luk

L 200 Lov om bemyndigelse til optagelse af statslån.

Af: Finansminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 260 af 20-06-1975
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Ved loven bemyndiges finansministeren til at optage indenlandske statslån til et samlet beløb af indtil 6.000 mill. kr.

Om baggrunden for denne lånebemyndigelse kan bl. a. anføres følgende fra de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget:

„Den nu vedtagne finanslov for finansåret 1975-76 budgetterer med et statsligt finansieringsbehov på 9,4 mia kr. I dette tal er medregnet udgifter på ca. 2,8 mia kr. til køb af obligationer til den sociale pensionsfond.

Dette budgetunderskud vil få en gunstig indflydelse på beskæftigelsen i kraft af den direkte og indirekte efterspørgsel, som udgår fra udbetalingerne fra staten. Sideløbende med disse indkomstforøgende virkninger fremkommer imidlertid en forøgelse af pengemængden. En sådan likviditetsforøgelse indebærer en risiko for nedbringelse af erhvervslivets udenlandske låntagning og for at det bliver vanskeligt at hindre en for stærk indenlandsk kreditudvidelse. Der må endvidere tages hensyn til den internationale vurdering. Et stort statsfinansielt underskud, som ikke i væsentlig grad søges dækket over kapitalmarkedet, vil kunne påvirke udlandets vurdering af den danske økonomi og derigennem skabe problemer for både den offentlige og private låntagning.

Det vil ikke være hensigtsmæssigt at imødegå denne likviditetsforøgelse alene ved hjælp af de traditionelt anvendte midler, hvilket i første række vil sige kassebindingsregler og obligationssalg fra Nationalbankens obligationsbeholdning. Anvendelse af kassebindingsregler vil vel kunne dæmpe kreditudvidelsen, men fjerner ikke den primære likviditetsforøgelse i samfundet, og Nationalbankens obligationsbeholdning er næppe tilstrækkelig til at kunne anvendes til salg i stort omfang. Hertil kommer, at salg fra Nationalbankens beholdning i kraft af dennes sammensætning kan virke forstyrrende ind på det ordinære obligationsmarked og i øvrigt ikke mindske trækket på statens løbende konto i Nationalbanken.

Regeringen foreslår derfor, at der emitteres indenlandske lån for derved at opsuge likviditet og dække en del af finansieringsbehovet."

Lovforslaget blev ved 1. behandling modtaget med skepsis fra flere af partiernes ordførere. Der kan i den forbindelse henvises til forhandlingerne i folketinget samt de bemærkninger, der er gjort i den af finansudvalget afgivne betænkning.

Det fremgår i øvrigt af udvalgsbetænkningen, at finansministeren under et samråd med finansudvalget har givet tilsagn om løbende (månedligt) at orientere udvalget om størrelsen af afsætningen af statsobligationerne og om kursudviklingen for disse obligationer i relation til kursudviklingen på obligationsmarkedet i øvrigt. Ministeren har i forbindelse med dette tilsagn klart tilkendegivet, at der herved gives finansudvalget løbende mulighed for politisk stillingtagen til, i hvilken takt statsobligationerne skal udbydes, og om den samlede beløbsramme på 6 milliarder kr. skal udnyttes.

Ministeren har endvidere under samråd erklæret sig villig til at lade lånet opdele i 3 trancher a 2 milliarder kr. med løbetider på henholdsvis 3, 4 og 6 år.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 77 stemmer mod 72 (V, FP og KF med undtagelse af Lembourn og Haunstrup Clemmensen, CD og VS); 8 medlemmer (DKP, Lembourn (KF) og Haunstrup Clemmensen (KF)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Svend Andersen (S), Svend Andersen (FP), Grethe Philip (RV), Poul Dam (SF), Bent Honoré (KrF) og Knud Jespersen (DKP)