Luk

Luk
Luk

Luk

L 211 Lov om ændring af lov om børnetilskud og andre familieydelser og om ændring af lov om påligningen af indkomst- og formueskat til staten.

(Ændring af børnetilskud og pristalsregulering, indførelse af en ungdomsydelse og ændret klageadgang).

Af: Socialminister Eva Gredal (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 310 af 26-06-1975
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Ved loven er gennemført følgende ændringer med ikrafttræden 1. juli 1975:

Almindeligt og forhøjet børnetilskud er nedsat med 148 kr. årligt og begrænset til kun at omfatte børn under 16 år (tidl. 18 år).

Der er indført en ungdomsydelse for børn, der er 16 eller 17 år, til hjælp til deres forsørgelse og uddannelse. Ydelsen kan udgøre indtil 7.000 kr. Maksimal ydelse forudsætter normalt, at husstandsindkomsten ikke overstiger 70.000 kr. årlig, og at barnets indtægt ikke overstiger 4.000 kr. årlig. Ungdomsydelsen er ikke skattepligtig indtægt. Ungdomsydelsen finansieres af statskassen, og socialministeren er bemyndiget til at ændre størrelsen af ungdomsydelsen (7.000 kr.) under hensyntagen til det på de årlige bevillingslove bevilgede beløb. Fordelingen af bevillingerne til de enkelte kommuner finder sted på grundlag af antallet af 16- og 17-årige i hver kommune, idet der samtidig tages hensyn til indkomstgrundlaget pr. indbygger.

Pristalsreguleringen af almindeligt, forhøjet og ekstra børtilskud er ændret således, at der for hver 3 points udsving i reguleringspristallet over 100 sker en forhøjelse eller nedsættelse af børnetilskuddene med 1 1/2 pct. mod efter hidtil gældende regler 3 pct. For udsving i reguleringspristallet under 100 foretages en forhøjelse eller nedsættelse med 1 pct. mod efter hidtil gældende regler 2 pct. Ikrafttrædelse sker 1. oktober 1975.

Børnetilskudslovens ankebestemmelser er tilpasset den nye ankestruktur, jfr. ændringen af den sociale styrelseslov. Der er herudover foretaget enkelte andre ændringer. Sidstnævnte 2 gruppers ændringer træder i kraft 1. oktober 1975 og 1. april 1976.

Lovforslagets indhold afveg meget væsentligt fra det ovenfor beskrevne, idet lovforslaget indeholdt en indtægtsgraduering af almindeligt, forhøjet og ekstra børnetilskud, som ved ændringsforslag blev erstattet af en ensartet (lineær) nedsættelse af almindeligt og forhøjet børnetilskud. Det bemærkes herved, at forhøjet børnetilskud ydes til enlige forsørgere m. v.

I udvalgets betænkning blev der foruden nævnte ændringsforslag stillet en række andre, blandt hvilke nævnes forslag om at lade ungdomsydelsen udgå (FP), forslag om at fastsætte dennes maksimum til 6.000 kr. årligt (V) og forslag om at opretholde det almindelige og det forhøjede børnetilskud uden nedsættelse og uden formindsket pristalsregulering (SF og DKP).

Lovforslaget var et led i besparelsespolitikken, og det præciseredes derfor i betænkningen, at den under behandlingen foretagne ændring til lineær nedsættelse ikke begrænser besparelsen på 175 mill. kr. på årsbasis.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 92 stemmer mod 16 (SF, DKP og VS); 35 medlemmer (V og KF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kr. Albertsen (S), Jacob Sørensen (V), Ole Maisted (FP), Edele Kruchow (RV), Kristine Heltberg (SF), Karen Thurøe Hansen (KF), Inge Krogh (KrF), Freddy Madsen (DKP), René Brusvang (CD) og Steen Folke (VS)