Efter 1. behandling hen vist til skatte- og afgiftsudvalget.

Ved lovforslaget foresloges lov nr. 219 af 24. april 1974 om bunden opsparing ophævet og den i henhold til loven bundne opsparing frigivet.

Lovforslaget, der var en genfremsættelse af et af fremskridtspartiet i folketingsårets 1. samling fremsat lovforslag (se nærværende årbog 1. samling, A. II., nr. 83), var ledsaget af følgende bemærkninger:

„Da den forhøjelse af indkomstbeskatningen for 1973, som tvangsopsparingen reelt indebærer, blev vedtaget i april måned 1974, havde de partier, der stod bag loven, en anden forestilling om ønskeligheden af at opsuge købekraft i efteråret 1974 end den økonomiske konjunktur, der rent faktisk har udviklet sig. I hvert tilfælde som forholdene nu ligger, er der ingen rimelighed i at begrænse borgernes muligheder for at købe ind af de midler, de vitterligt har tjent, ved at pålægge dem at tvangsbinde nogle af deres midler. I mange tilfælde er 1973-indkomsten en alt for optimistisk målestok for den enkeltes økonomiske evne. Dette forhold forøger ordningens uretfærdighed ud over, hvad der blev forudset, da aprilloven blev vedtaget.

Det foreslås derfor, at der ikke skal være yderligere pligter til at tvangsopspare, og at allerede tvangsopsparede midler frigives ved lovforslagets ikrafttræden."

Lovforslaget blev ved 1. behandling afvist af ministeren for skatter og afgifter og fik i øvrigt kun tilslutning fra ordførerne for fremskridtspartiet og for det konservative folkeparti.

Lovforslaget blev ved 3. behandling forkastet, idet 38 medlemmer (FP, KF, DKP og VS) stemte for, medens 94 medlemmer stemte imod.