Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.
Lovforslaget var en genfremsættelse af et af socialistisk folkeparti i folketingsårets 1. samling fremsat lovforslag, hvorfor der her vedrørende indholdet kun skal henvises til behandlingen af nævnte forslag i nærværende årbog (se 1. samling, A. TI., nr. 81).
Ved forslagets 1. behandling gjorde ministeren for skatter og afgifter opmærksom på, at det ikke drejede sig om et skattelovsforslag i almindelig forstand. Det indeholdt en række beskatningsmæssige principper, som var udtrykt i lovsform, men praktiseringen af disse principper ville kræve en omfattende lovgivning, der gav mere præcise regler om beskatningsgrundlag, om skatternes beregning og opkrævning samt om skatteadministrationens opbygning.
Efter at have gennemgået forslaget i hovedtræk udtalte ministeren bl. a.:
„Jeg vil da gerne erkende, at der er nogle punkter i SFs forslag, hvor jeg tror, SF er inde på noget, der er virkelig relevant, når vi skal ind på at ændre i systemet. Men de ændringer, der bliver tale om, må ske efter en nøje gennemarbejdning og drøftelse af problemerne, således at vi i den sidste ende kan have sikkerhed for, at det, vi gennemfører, kan bære og virkelig vil medføre en forenkling og en forbedret skattelovgivning."
Ministeren sluttede sin gennemgang med følgende bemærkninger:
„Jeg vil gerne slutte med at sige, at der, som det er fremgået af mine bemærkninger, er en del punkter i SFs skatteforslag, vi kan sympatisere med. Vi vil gerne være med til en hel del forenklinger og forbedringer af indkomstskattelovgivningen, og vi vil derfor, som jeg har adviseret, komme med en række initiativer på disse områder. Det foreliggende meget omfattende indkomstskatteforslag kan vi derimod ikke medvirke til gennemførelsen af af de grunde, som jeg nævnte i indledningen. Det kræver en helt anderledes konkretisering af tingene, for at de kan føres ud i konkret lovgivning."
Brixtofte (V) havde også en del rosende bemærkninger vedrørende visse dele af forslaget, men han var uenig med forslagsstillerne angående spørgsmålet om en enhedsskat. Efter venstres mening var en enhedsskat ikke forenelig med det kommunale selvstyre. Den enkelte kommune skulle selv have adgang til at fastsætte trækprocentens højde. Derfor kunne venstre ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse, men var dog indstillet på en saglig drøftelse.
Glistrup (FP), der hellere havde set et forslag om indkomstskattesystemets afskaffelse, havde også visse anerkendende bemærkninger vedrørende det visionære i forslaget, men han sluttede med følgende udtalelse:
„Hvad derimod indholdet angår — og det vil trods alt være det afgørende, når og hvis vi skal tage stilling til dette forslag ved tredje behandling — er det bestemt ikke noget, der vil gøre dansk skattepolitik bedre. Jeg tror, det i alt for høj grad hænger tilbage i sumpen af fortidens forestillinger og ikke peger fremad. Jeg tror ikke, mar kan komme igennem med f. eks. at bevare indkomstskatten, endda en progressiv indkomstskat, og så samtidig som sit hovedkendemærke have det, som socialistisk folkeparti har på dette forslag, at man skal rydde op i fradragsjunglen. Et progressivt indkomstskattesystem kræver et differentieret fradragssystem, bl. a. derfor vil fremskridtspartiet stemme imod."
Bernhard Baunsgaard (RV) nævnte, at der i forslaget var tanker, som det radikale venstre gerne ville overveje, men der var også andre, som man måtte tage afstand fra. Han nævnte her især enhedsskatten med ophævelsen af kommunernes adgang til selv at fastsætte skatteprocenten.
Sletter (KF) fandt, at lovforslaget led af den utilstrækkelighed, at det ikke kunne gennemføres, selv om det indeholdt interessante enkeltheder.
Også en række af de øvrige partiers ordførere udtalte sig på linje med de foran omtalte, og fælles for de fleste var, at de var imod enhedsskatten. Dog udtalte Steen Folke (VS), at hans parti på forhånd var positivt indstillet over for enhedsskatten., over for afskaffelse af fradragene og over for skattefrihed for pensioner, hvorimod man var mere forbeholdne over for tankerne om bloktilskud til kommunerne.
Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets afslutning.