L 99 Lov om ændring af færdselsloven.

Af: Justitsminister Orla Møller (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 270 af 26-06-1975
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling. Loven ændrer vigepligtsreglerne således, at der for fremtiden — i overensstemmelse med de internationale regler — kun er to regler, den almindelige vigepligt og den ubetingede vigepligt foreskrevet ved afmærkning.

Som løsning på de overgangsproblemer, en ikrafttræden pr. 1. aug. 1975 af denne bestemmelse vil medføre, er det bestemt, at indførelsen af den ubetingede vigepligt i de kryds, hvor den skærpede almindelige vigepligt i dag gælder, vil ske gradvis, efterhånden som afmærkningen gennemføres. Dette vil betyde, at der skal køres efter gældende regler, medmindre der ved afmærkning er foreskrevet ubetinget vigepligt enten ved trekantstavle, ved afmærkning på vejbanen i form af trekanter med spidsen mod den kørende eller begge dele.

Endvidere gennemfører loven tvungen brug af sikkerhedsseler pr. 1. januar 1976 samt tvungen brug af styrthjelm for motorcyklister og knallertkørere.

Endelig gennemfører loven en hovedregel om betinget frakendelse af førerretten ved førstegangsovertrædelser af bestemmelsen i den hidtidige § 70 om groft uforsvarlig kørsel.

Ved fremsættelsen havde lovforslaget form af forslag til en helt ny færdselslov, men allerede ved 1. behandlingen blev det klart, at det ikke ville være muligt på forsvarlig måde at færdigbehandle hele lovforslaget i den indeværende samling, hvorfor de ovennævnte fire hovedpunkter under udvalgsbehandlingen blev udslcilt til gennemførelse. Justitsministeren gav tilsagn om at genfremsætte det samlede forslag til en ny færdselslov ved begyndelsen af næste folketingssamling.

Ved 2. behandling kom debatten især til at dreje sig om spørgsmålet om gennemførelsen af den obligatoriske brug af sikkerhedsselen. Der var i udvalgets betænkning af et mindretal stillet ændringsforslag om, at den pågældende bestemmelse udgik. Afstemningen over dette spørgsmål skete ved navneopråb, hvorved forslaget blev forkastet med 81 stemmer mod 70; 9 medlemmer stemte hverken for eller imod; 19 medlemmer var fraværende (F. sp. 6038).

I udvalgets tillægsbetænkning blev forslaget gentaget, hvilket resulterede i en heftig debat ved 3. behandling. Afstemningen skete atter ved navneopråb, og forslaget forkastedes atter med 85 stemmer mod 66; 16 medlemmer stemte hverken for eller imod; 12 medlemmer var fraværende. (F. sp. 6460).

Lovforslaget vedtoges med 102 stemmer mod 38; 21 medlemmer stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Otto Mørch (S), Nathalie Lind (V), Birgitte Oxdam (V), Mogens Voigt (FP), Kurt Brauer (SF), Per Gudme (RV), Hagen Hagensen (KF), Inge Krogh (KrF) og Kaj Hansen (DKP)