L 1 Lov om ændring af lov om afgift af arv og gave.

Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 256 af 26-05-1976
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven medfører visse ændringer i arveafgiftsloven, hvis formål er at opnå en ordning, hvorved efterlevende ægtefæller, der på grund af, at den afdøde ægtefælle ikke har efterladt livsarvinger, ikke kan hensidde i uskiftet bo med fællesejemidler, får en lignende stilling i arveafgiftsmæssig henseende som de efterlevende ægtefæller, der kan forblive hensiddende i uskiftet bo.

Denne ligestilling søges opnået ved, at den længstlevende ægtefælle, hvis der har været formuefællesskab i ægteskabet, fremtidig kan begære afgiftspligtens indtræden udsat, således at den ved længstlevendes død bortfalder endeligt, medmindre længstlevende forinden har indgået nyt ægteskab.

Lovforslaget, der undergik visse mindre ændringer under udvalgsbehandlingen, svarede til et i foråret 1975 fremsat lovforslag (se Folketingsårbog 1974-75 side 579).

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 130 stemmer mod 16 (SF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), J. E. Foged (V), Kirsten Jacobsen (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Jørgen Jensen (DKP), Christian Arnfast (CD) og Preben Wilhjelm (VS)