L 140 Lov om statstilskud m.v. til museer.

Af: Minister for kulturelle anliggender Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 304 af 10-06-1976
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Lovens bestemmelser erstatter de hidtidige bestemmelser i lov om statstilskud til kulturhistoriske museer og lov om statstilskud til kunstmuseer, som samtidig ophæves. Endvidere ophæves (efter en under folketingsbehandlingen foretaget ændring) loven om J.F. Willumsen-museet, idet dette museum godkendes som statstilskudsberettiget i henhold til den nye lov.

Loven tilsigter især at fremme og koordinere samarbejdet mellem museerne dels på regionalt plan gennem amtslige organer, amtsmuseumsrådene, dels på landsplan ved oprettelse af et statens museumsnævn, der træder i stedet for de to hidtidige tilsynsorganer (statens lokalmuseumstilsyn og statens kunstmuseumsnævn).

Ved lovens kapitel 1 ajourføres, smidiggøres og forbedres de hidtidige tilskudsordninger.

Statstilskuddet (jfr. § 1) begrænses derved, at tilskuddet til det enkelte museum fra finansåret 1977-78 ikke kan overstige 115 pct. af statstilskuddet ydet i det foregående finansår. Det hidtidige faste basisår er således erstattet af et „rullende" basisår.

Statstilskuddet er endvidere — som hidtil — begrænset af et absolut maksimumsbeløb for tilskuddet til hvert enkelt museum. Beløbet er forhøjet til 275.000 kr. og er i modsætning til tidligere pristalsreguleret.

Statens tilskud ydes med 40 pct. af de ikke-statslige tilskud, hvorved bemærkes, at ikke blot kommunale og amtskommunale tilskud, men ethvert ikke-statsligt tilskud bør kunne indgå i tilskudsgrundlaget.

Visse museer gives der — i lighed med tidligere — (§ 2) mulighed for et særligt tilskud ved finanslovsbevilling. Det drejer sig om museer, hvis emne- eller virkeområde ikke er lokalt begrænset, og museer, der af særlige grunde ikke oppebærer tilskud efter § 1.

Loven vil for de fleste museer betyde en forbedring i forhold til de hidtil ydede statstilskud. 18 museer vil imidlertid efter lovens regler gå ned i tilskud, og for at forhindre dette gennemførtes under lovforslagets behandling en række ændringer. Således forhøjedes den i lovens § 5 omhandlede rådighedssum (som opføres på de årlige finanslove) fra 5 pct. til 7 pct. af tilskuddene efter § 1 og § 2 samtidig med, at der i bestemmelsen indsattes en klar hjemmel til af rådighedssummen at yde midlertidig støtte til enkelte museer. For at tilvejebringe kompensation for denne merudgift nedsattes det årlige statstilskud til hvert amtsmuseumsråd (§ 9) fra 60.000 kr. til 40.000 kr.

I forbindelse med en udskydelse af lovens ikrafttrædelsesdato fra den 1. april 1976 til den 1. oktober 1976 (som var et resultat af spareforhandlingerne i forbindelse med finansloven) gaves der endelig (ved § 13, stk. 2) disse vanskeligt stillede museer adgang til for perioden 1. april-30. september 1976 at medregne det i henhold til de hidtidige museumslove udbetalte statstilskud ved beregningen af det i basisåret 1976-77 ydede statstilskud (valgfrihed) for at give disse museer et bedre udgangspunkt for deres fremtidige tilskudsforhold efter overgangen til det nye tilskudssystem.

Loven indeholder i kapitel 4 og kapitel 5 bestemmelser om de statslige museers bistand til de godkendte museer landet over og de kulturhistoriske museers samarbejde med nationalmuseet og freclningsstyrelsen.

Lovforslaget modtoges velvilligt af folketingets partier med undtagelse af fremskridtspartiet.

Som nævnt underkastedes det en række ændringer under behandlingen i folketinget.

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget fremsatte i betænkningen en række ændringsforslag, som forkastedes. Partiet indstillede i øvrigt lovforslaget til forkastelse.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 127 stemmer mod 22 (FP); 8 medlemmer (DKP, VS) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Karl Johan Mortensen (S), Mette Madsen (V), Kristen Poulsgaard (FP), Aase Olesen (RV), Bernhard Baunsgaard (RV), Bent Honoré (KrF), Gerda Møller (KF), Hans Jørgen Lembourn (KF), Inger Stilling Pedersen (KrF), Ib Nørlund (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)