L 160 Lov om ændring af lov om teatervirksomhed.

Af: Minister for kulturelle anliggender Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 308 af 10-06-1976
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

De væsentligste ændringer, som loven medfører, er følgende:

Der oprettes som en selvejende institution Det rejsende Landsteater, som omfatter Det danske Teater, Den jyske Opera og et antal andre turnerende teatre. Styrelsen for institutionen, bestående af 24 medlemmer, beslutter efter indhentet udtalelse fra teaterrådet, hvilke teatre der sammen med Det danske Teater og Den jyske Opera skal indgå i landsteatret. Disse teatre skal normalt være tilknyttet Det rejsende Landsteater for en 3-årig periode, men med adgang for styrelsen til at opsige et teater med 1 års varsel. Styrelsen kan dog godkende, at et teater kun deltager i landsteatret med én forestilling. Styrelsens beslutning skal godkendes af ministeren for kulturelle anliggender.

Driftsunderskuddet dækkes med 50 pct. af staten og 50 pct. af de amtskommuner, der ikke yder tilskud til landsdelsscenedrift — til Den jyske Opera dog af samtlige amtskommuner.

Støtten til produktion af børneteater og opsøgende teater forøges, og der indføres en ordning, hvorefter staten refunderer 25 pct. af kommunernes udgifter til børneteater og opsøgende teater.

Bestemmelsen om et samarbejdsudvalg ophæves. Under behandlingen i folketinget indsattes imidlertid en bestemmelse, hvorefter der nedsættes et udvalg for, børneteater og opsøgende teater, som bl.a. skal have administrative og koordinerende opgaver.

Endelig gennemføres en justering af lovreglerne for teaterrådet.

Lovforslaget fik i folketinget en positiv modtagelse fra partierne med undtagelse af fremskridtspartiet.

Venstresocialisterne deltog positivt i udvalgsarbejdet, men partiets ordfører (Litten Hansen) udtalte ved 2. behandling, at partiet under behandlingen havde fået så store betænkeligheder især ved misforholdet mellem støtten og sikringen af Det rejsende Teater på den ene side og børneteater, opsøgende teater, egnsteater og turnerende teatre uden for Det rejsende Teater på den anden side, at partiet ikke ville medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 133 stemmer mod 25 (FP, VS).
Partiernes ordførere
Lasse Budtz (S), Nathalie Lind (V), Svend Andersen (FP), Eva Rothenborg (FP), Aase Olesen (RV), Bernhard Baunsgaard (RV), Kristine Heltberg (SF), Poul Dam (SF), Bent Honoré (KrF), Gerda Møller (KF), Hans Jørgen Lembourn (KF), Hanne Reintoft (DKP), Jes Schmidt (CD) og Preben Wilhjelm (VS)