L 195 Lov om ændring af lov om friskoler og private realskoler m.v.

Af: Undervisningsminister Ritt Bjerregaard (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 327 af 10-06-1976
Efter 1. behandling henvist til undervisningsudvalget.

Loven er en konsekvens af den nye folkeskolelov (lov nr. 313 af 26. juni 1975).

Ved loven foretages bl.a. følgende ændringer i lov nr. 258 af 4. juni 1970 om friskoler og private realskoler, som ændret ved lov nr. 121 af 17. april 1972 om ændring af lov om folkeskolen m.fl. love (undervisningspligtens udvidelse).

Som følge af realafdelingens afskaffelse ændres lovens titel til lov om friskoler og private grundskoler. Efter loven er friskoler og private grundskoler private skoler, der inden for 1.-9. klassetrin giver en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.

De kan i tilknytning hertil efter de for folkeskolen gældende regler omfatte 1-årige børnehaveklasser og 1-årige 10. klasser. Den enkelte skole skal mindst omfatte 1.-7. klassetrin.

Kommunerne dækker efter de derom gældende regler udgifterne til befordring med offentlige trafikmidler mellem skolen og hjemmet for børn i de skoler, som er hjemmehørende i kommunen, og hvis skolevej opfylder betingelserne i folkeskoleloven. Kommunernes forpligtelser gælder dog ikke for afstande, hvormed skolevejen overstiger 12½ km i børnehaveklasser og på 1.-3. klassetrin, 16 km på 4.-9. klassetrin og 17 km på 10. klassetrin.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 114 stemmer mod 26 (FP og VS), medens 17 (SF og DKP) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Robert Pedersen (S), Bertel Haarder (V), Eva Rothenborg (FP), Svend Haugaard (RV), Kristine Heltberg (SF), Christian Christensen (KrF), Gerda Møller (KF), Freddy Madsen (DKP) og Jes Schmidt (CD)