L 210 Forslag til lov om ændring af retsplejeloven.

(Efterforskning i straffesager, anholdelse og varetægt m. v.).

Af: Justitsminister Orla Møller (S)
Samling: 1975-76
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til retsudvalget.

Lovforslaget tilsigtede en revision af væsentlige dele af strafferetsplejen, nemlig reglerne om efterforskning, anholdelse og varetægt.

Den største ændring i forhold til gældende ret var et forslag om indførelse af en række regler med henblik på at styrke forsvarerens stilling under efterforskningen. Forsvareren skulle: således have adgang til at følge politiets efterforskning, ligesom han skulle underrettes om væsentlige efterforskningsskridt, således at han kunne være til stede.

Forslaget tilsigtede endvidere at udvide adgangen til dørlukning og til at forbyde offentlig gengivelse af, hvad der forhandles i et offentligt retsmøde.

For så vidt angår anholdelse og varetægtsfængsling skal følgende foreslåede ændringer fremhæves:

Kompetencen til at foretage anholdelse foreslås flyttet fra retten til politiet, der foreslås visse ændringer i de gældende varetægtsbetingelser, hovedsagelig med henblik på at begrænse anvendelsen af varetægt eller præcisere reglernes indhold.

Endelig skal nævnes, at forslaget tilsigtede en begrænset udvidelse af de gældende fængslingsbestemmelser, bl.a. med henblik på at øge politiets muligheder for at bekæmpe organiseret bande- og bagmandsvirksomhed.

Ved 1. behandling blev der rejst en del indvendinger mod forskellige dele af lovforslaget.

Retsudvalget tilendebragte ikke behandlingen af lovforslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Ejler Koch (S), Nathalie Lind (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Per Gudme (RV), Ebba Strange (SF), Poul H. Møller (KrF), Hagen Hagensen (KF), Hanne Reintoft (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)