L 277 Lov om ændring af lov om pengeinstitutters rentemarginal.

Af: Handelsminister Erling Jensen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 416 af 20-08-1976
Efter 1. behandling henvist til erhvervsudvalget.

Loven, der ligesom de foran omtalte erhvervslove var et led i regeringens økonomiske stabiliseringspolitik, viderefører for 2 år indtil 31. marts 1979 den regulering af pengeinstitutternes indtjening, der indførtes ved lov nr. 51 af 11. marts 1975 om pengeinstitutters rentemarginal. Endvidere foretages enkelte ændringer i rentemarginalloven, der har karakter af afhjælpning af rent tekniske mangler.

Af fremsættelsestalen og bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at regulering af pengeinstitutternes indtjening via rentemarginalen ikke bør finde sted over en længere periode, uden at det undersøges, om der hermed følger eventuelle uheldige virkninger. Efter regeringens opfattelse bør der derfor gennemføres et udvalgsarbejde med henblik på en vurdering som den nævnte og eventuel udarbejdelse af forslag til en ny reguleringsordning eller sådanne ændringer i loven, som undersøgelserne måtte give anledning til, dog under den forudsætning, at virkningen af den gældende ordning ikke forringes. Overvejelserne bør tilendebringes snarest muligt, hvorfor det foreslås ved ændringsforslag nr. 8, at loven skal forelægges folketinget til revision snarest muligt og senest 1. november 1977. En bearbejdning af bankernes og sparekassernes regnskaber for året 1976 kan i så fald foretages og tjene som erfaringsgrundlag for de videre konklusioner. Såfremt det viser sig muligt, er det regeringens agt at fremsætte forslaget om revision af loven inden udgangen af folketingsåret 1976-77.

Lovforslaget kom til 1. behandling samtidig med de øvrige lovforslag, der var led i aftalen af 16. august 1976 mellem socialdemokratiet, det radikale venstre, kristeligt folkeparti og centrum-demokraterne om den økonomiske politik i den kommende 2-årige overenskomstperiode. Se herom folketingsbeslutning om indkomstpolitik under B. I. nr. 15.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 99 stemmer mod 74 (FP, V og KF); 5 medlemmer (VS og Bay (UP)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Poul Hartling (V), Mogens Glistrup (FP), Per Gudme (RV), Gert Petersen (SF), Jens Møller (KrF), Poul Schlüter (KF), Knud Jespersen (DKP), René Brusvang (CD), Preben Wilhjelm (VS) og Hans Jørgen Lembourn (UFG)