L 66 Lov om ændring af lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v.

Af: Minister for skatter og afgifter Svend Jakobsen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 100 af 17-03-1976
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Loven tilsigter en tilpasning af afgiftssystemet til driftsforholdene i transportfagene og betyder herudover en ajourføring med anden lovgivning, som har tilknytning til afgiftsopkrævningen. Loven ophæver endvidere den særlige panteret for statskassen i køretøjer, når afgiften ikke betales rettidigt. Ændringerne i opkrævningsteknikken vedrører hovedsagelig 2 områder. Det første vedrører beskatningen af sættevognstog, hvor afgifterne hidtil beregnedes særskilt for det trækkende køretøj og sættevognen. Loven gør sættevogne afgiftsfri og overfører beskatningen af sættevognstoget til den trækkende motorvogn med graduering af afgiften afhængig af, om motorvognen kun benyttes til at trække én og samme sættevogn eller til skiftevis at betjene flere sættevogne.

Det andet område er en lempelse i afgiftsberegningen for ikke-benzinclrevne køretøjer, d.v.s. køretøjer, der foruden den ordinære afgift betaler den langt højere udligningsafgift. Der etableres her en ordning, hvorefter afmelding af disse køretøjer i en afgiftsperiode medfører fritagelse for afgift eller tilbagebetaling af afgift, såfremt der resterer en eller flere hele måneder af afgiftsperioden.

Lovforslaget blev fremsat og ved 1. behandling behandlet sammen med forslag til lov om ændring af lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m. v., lov om afgift af benzin og toldloven (se nedenstående sag).

Ved 1. behandling fik forslagene en velvillig modtagelse af partiernes ordførere.

I udvalgets betænkning indstillede et flertal (S', FPs, RVs, SFs og DKPs medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af ministeren for skatter og afgifter stillede ændringsforslag. Disse udstrakte afgiftslempelsen for veteranbiler til vogne, der er registreret her i landet inden 1. juni 1932, samt fastsatte ikrafttrædelsestidspunktet til den 1. oktober 1976. Et mindretal (Vs, KFs, KrFs og CDs medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse med et af mindretallet stillet ændringsforslag.

Efter mundtlig indstilling ved 3. behandling blev forslaget vedtaget enstemmigt med 128 stemmer; 1 medlem (Patursson (Færø.)) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ove Hansen (S), Peter Brixtofte (V), Mogens Voigt (FP), Per Gudme (RV), Ebba Strange (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Hagen Hagensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)