B 16 Forslag til folketingsbeslutning om kuponskat af obligationer, registrering af private pantebreve og beskatning af renteindtægter.

Af: Sigurd Ømann (SF) , Knud Jespersen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Beslutningsforslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer regeringen til:

1. at indføre en endelig kuponskat ved kilden af realkreditobligationer med en procentsats, der ikke ligger lavere end den gennemsnitlige beskatningsprocent af arbejdsindkomster,

2. at foretage en registrering af private pantebreve i fast ejendom, idet manglende registrering medfører retstab, og anordne, at fremtidig overdragelse af pantebreve registreres, således at kreditor altid er kendt,

3. at anordne en endelig beskatning ved kilden af alle renteindtægter af indestående i pengeinstitutter og hos vekselere med en fast procent som nævnt under 1. med henblik på at frigøre selvangivelsen for renteindtægter, således at der banes vej for beskatning for lønmodtagerne af lønindtægten alene".

Om baggrunden for fremsættelsen af forslaget anfører forslagsstillerne i bemærkningerne flg.:

„Forslaget har to hovedformål:

1) at bidrage til at komme skatteunddragelserne til livs.

2) at fremme bestræbelserne henimod en forenkling af selvangivelsen og afskaffelse af denne for lønmodtagerne, der udgør over 80 pct. af skatteyderne.

ad 1).

Kuponskatten er et helt effektivt middel til at få sorte obligationer frem. Uden præsentation intet udbytte. De private pantebreve er registreret i tingbøgerne, men kreditorskifte tinglyses ikke. Der er intet hold på denne voksende masse af gældsforhold. En engangsregistrering af gældsforholdene med den klausul, at manglende registrering medfører endeligt retstab, må danne grundlag for den fremtidige beskatning af disse renteindtægter.

ad 2).

Der er i kontrolloven tilstrækkelig hjemmel til at få oplyst renteindtægter i banker og sparekasser.

Det er derfor ikke kontrolhensyn, men forenklingshensyn, der tilsiger at beskatte renteindtægter i pengeinstitutterne. En sådan beskatning kan gennemføres ved hjælp af bankernes i forvejen etablerede edb-systemer.

Når tillige obligationsudbytter fjernes fra selvangivelsen, vil der på. indkomstsiden for de fleste lønmodtagere kun figurere lønindtægter, således at en endelig skat af lønindtægten alene muliggøres".

Skatte- og afgiftsudvalget, hvortil forslaget blev henvist efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden samlingens slutning.
Partiernes ordførere
Mogens Camre (S), Jeppe Kristensen (V), Helge Dohrmann (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Sigurd Ømann (SF), Aksel Knudsen (KrF), Hagen Hagensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Steen Folke (VS)