B 24 Forslag til folketingsbeslutning om løsning af energiproblemet.

Af: Knud Jespersen (DKP) , Freddy Madsen (DKP) og Villy Fuglsang (DKP)
Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Forslaget havde følgende indhold:

„Folketinget opfordrer — i henhold til grundlovens § 73, stk. 1 — regeringen til at fremsætte lovforslag om beslaglæggelse af alle energimængder, raffinaderier og leveringsordrer til olieselskaberne og om at lade staten varetage import, produktion, raffinering, oplagring, udvinding og levering af olie, benzin, gas, petroleum og andre energiformer uafbrudt til forbrugerne i Danmark.

De ansatte i energisektoren skal have en anstændig løn for deres ansvarsfulde arbejde, og de skal sikres demokratisk medbestemmelse.

Forsvarets olielagre stilles omgående til rådighed for civile formål".

Begrundelsen for forslaget fremgår af dets bemærkninger, hvortil henvises.

Et tilsvarende forslag blev fremsat den 18. december 1973 (Folketingstidende 1973-74, 2. samling, forhandlingerne sp. 83 og 846 og tillæg A sp. 27). Forslaget er omtalt i Folketingsårbog 1973-74, side 500.

Forslaget var, ligesom det tilsvarende forslag i december 1973, led i DKP's energipolitik, der ifølge bemærkningerne må bygge på en nationalisering af energisektoren og en effektiv demokratisk kontrol, hvorved der sikres en rationel udnyttelse af en bred energibasis i respekt for befolkningens interesser, og hvorved de multinationale energimonopolers udbytning af Danmark kunne imødegås.

Det energipolitiske udvalg afgav ikke betænkning over forslaget, inden folketingsvalget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Johan Philipsen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Lone Dybkjær (RV), Gert Petersen (SF), Bent Honoré (KrF), Erik Ninn-Hansen (KF), Ib Nørlund (DKP), Knud Jespersen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)