Efter 1. behandling henvist til udvalget om fysisk planlægning.

Lovforslaget må karakteriseres som en lovreform, der lægger op til gennemførelsen af en råstofpolitik, som har til formål at sikre, at de resterende forholdsvis begrænsede danske råstoffer udnyttes på den for samfundet som helhed mest gavnlige måde. Forslaget indebærer endvidere en lovgivningsmæssig og administrativ forenkling af reglerne om råstofindvinding.

Det foreslås som de væsentligste nydannelser i lovforslaget, at råstofindvindingen og råstofforsyningen for fremtiden skal ske efter en planlægning. Herudover foreslås en hjemmel for miljøministeren til ud fra ressourceøkonomiske hensyn at fastsætte regler om råstoffernes anvendelse ved udførelsen af bygge- og anlægsarbejder.

En nødvendig forudsætning for at kunne gennemføre en planlægning vil være et større kendskab til råstofressourcernes omfang, art og beliggenhed. Det foreslås derfor, at råstofforekomsterne i landjorden og på havbunden snarest kortlægges.

Det foreslås endvidere, at miljøministeren får hjemmel til bl. a. på grundlag af indvindingsplanerne at udføre en forsyningsplanlægning, der skal sikre industriens og landets forsyning med råstoffer længst muligt.

Endelig indeholder forslaget en bestemmelse, hvorefter enhver indvinding af sten, grus og sand kræver tilladelse efter den 1. juli 1988 (10 år efter lovens ikrafttræden), medens indvinding af andre råstoffer kræver tilladelse efter den 1. juli 2003 (25 år efter). En sådan regel er nødvendig af hensyn til muligheden for at planlægge råstofindvindingen og sikre samfundets forsyning med råstoffer.

Herudover indeholder lovforslaget en hjemmel for miljøministeren til efter forhandling med ministeren for offentlige arbejder og boligministeren at fastsætte regler om råstoffernes anvendelse med hensyn til mængde og kvalitet ved udførelsen af byggearbejder samt bestemte typer af anlægsarbejder. Miljøministeren kan endvidere foreskrive anvendelsen af affaldsmaterialer, eller at der skal ske genanvendelse. Denne bestemmelse vil være det første skridt i retning af at medinddrage råstofressourcesynspunkter i lovgivningen. Ifølge bestemmelsen fastlægger miljøministeriet de overordnede rammer for råstoffernes anvendelse, mens boligministeriet og ministeriet for offentlige arbejder har ansvaret for udfærdigelsen af de mere detaljerede regler.

Ud over at skabe hjemmel for den nødvendige planlægning og styring tilstræbes der med lovforslaget en yderligere forenkling af lovgivningen om råstoffer. Lovforslaget afløser således foruden råstofloven fra 1972 loven om brunkulslejer fra 1958 samt kystfredningsloven fra 1973. Kystfredningslovens bestemmelser, der regulerer indvindingen af råstoffer fra strandbredderne, er indarbejdet i lovforslaget.

Som en nydannelse i lovforslaget foreslås det, at den endelige administrative afgørelse i konkrete sager om råstofindvinding på landjorden skal træffes af miljøankenævnet med en særlig sammensætning. Baggrunden for forslaget er bl. a., at ankenævnsprøvelsen inden for miljøbeskyttelseslovens område har vist sig at være hensigtsmæssig. Det følger af lovforslaget, at ankenævnets virksomhed inden for råstofområdet skal ske inden for rammerne af råstofplanlægningen samt region- og kommuneplanlægningen.

Endelig skal nævnes, at tilladelsesadministrationen i hovedstadsområdet foreslås overført til hovedstadsrådet som en naturlig konsekvens af, at hovedstadsrådet varetager råstofplanlægningen i hovedstadsområdet.

Det foreslås, at den hjemmel, der i dag findes i kontinentalsokkelloven til at give en eneretstilladelse til indvinding af et eller flere råstoffer på hele kontinentalsoklen eller en nærmere afgrænset del deraf, også skal gælde for søterritoriet. I øvrigt foreslås det, at tilladelser til optagning på søterritoriet gives med et opsigelsesvarsel på 10 år i stedet for den gældende regel om tilladelser på 5 år.

Udvalget om fysisk planlægning, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning herover inden samlingens slutning.