L 15 Forslag til lov om andelsboliger i almennyttige boligselskaber.

Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget tilsigter at give beboerne i det almennyttige boligbyggeri adgang til at overtage deres boliger på andelsbasis.

Vedrørende motiveringen for lovforslaget siges i de ledsagende bemærkninger bl. a.:

„Dette lovforslag.skal ses som en naturlig videreførelse af de initiativer, fem partier i folketinget blev enige om at gennemføre den 17. februar 1976. I forbindelse med en liberalisering af ejerlejlighedsloven gennemførtes regler, der gav beboerne mulighed for efter nærmere fastlagte vilkår at overtage den ejendom, de bor i, på andelsbasis.

Efter venstres opfattelse er det både rimeligt og retfærdigt, at denne ret udstrækkes til dem, der bor i det almennyttige boligbyggeri. Mange familier i det almennyttige boligbyggeri har samme ønsker om at opnå medejendomsret og medindflydelse på deres boligforhold som de lejere, der nu har opnået denne adgang i de private ejendomme.

Inden for det almennyttige boligbyggeri er der ikke som inden for det private udlejningsbyggeri nogen naturlig anledning til umiddelbart at sælge boligerne til beboerne. Derfor bygger dette lovforslag på en pligt for boligselskaberne til at tilbyde beboerne ejendommen på andelsbasis, såfremt beboerne har et sådant ønske.

Efter venstres mening bør der til gengæld også være et overvejende ønske blandt beboerne, for at de kan forlange ejendommen tilbudt til overtagelse, og derfor er der regler, der sikrer, at 2/3 skal være af denne opfattelse.

Bortset fra disse forskelle bygger lovforslaget på de regler, der gælder for lejernes adgang til at overtage private udlejningsejendomme på andelsbasis.

Lovforslagets gennemførelse vil hermed sikre beboerne i det almennyttige boligbyggeri en ligestilling i forhold til beboerne i det private udlejningsbyggeri. Ikrafttrædelsestidspunktet er ansat til den 1. april 1979, hvilket falder sammen med det nuværende boligforligs udløb".

Lovforslaget, der ved 1. behandling fandt sympati hos ordførerne fra FP, KrF, KF og CD, nåede ikke at blive behandlet færdigt i boligudvalget, forinden nyvalg til folketinget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Kaj Poulsen (S), Peter Brixtofte (V), Kirsten Jacobsen (FP), Ingomar Petersen (RV), Henning Philipsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Christian Arnfast (CD)