Luk

Luk
Luk

Luk

L 39 Forslag til lov om ændring af lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m. v.

Samling: 1976-77 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Lovforslaget tilsigter en forlængelse af de i loven indeholdte tidsfrister vedrørende brandsikringsforanstaltninger. For ejerens indberetning om, hvilke foranstaltninger der er nødvendige, forlænges fristen for § 2-ejendomme (ejendomme fra før 1900) fra 1. august 1976 til 1. april 1977 og for § 3-ejendomme (nedrivnings- eller ombygningsejendomme) fra 1. september 1976 til 1. april 1977. Fristerne for udførelsen af den nødvendige brandsikring foreslås forlænget fra 1. april 1977 til 1. april 1978.

Endvidere foresloges det, at kommunalbestyrelsen skal meddele dispensation fra de af boligministeren fastsatte krav, når der på anden måde kan sikres beboerne lige så forsvarlige redningsmuligheder.

Lovforslaget indeholder ligeledes en bestemmelse, der tilsigter at tydeliggøre, at finansiering af brandsikring med midler fra Grundejernes Investeringsfond kun gælder de ejendomme, der er omfattet af kap. V i lov om midlertidig regulering af boligforholdene.

Endelig indebærer lovforslaget en ophævelse af den fortrinsret, der i § 15 er givet i forbindelse med udpantning, ligesom der efter forslaget ikke skal være mulighed for at idømme hæftestraf for overtrædelse af brandsikringsloven.

Boligudvalget afgav ikke betænkning over lovforslaget, inden nyvalg til folketinget blev udskrevet.
Partiernes ordførere
Henning Jensen (S), Johan Philipsen (V), Kirsten Jacobsen (FP), Ingomar Petersen (RV), Henning Philipsen (SF), Arne Bjerregaard (KrF), Erik Haunstrup Clemmensen (KF), Kaj Hansen (DKP) og Christian Arnfast (CD)